Hjulmand: Tidligt belgisk mål spolerede debut

Kasper Hjulmand var mest tilfreds med Danmarks spil i første halvleg af sin debutkamp som landstræner.

Kasper Hjulmand tabte sin første landskamp i spidsen for Danmark.

Kasper Hjulmand tabte sin første landskamp i spidsen for Danmark.

KØBENHAVN:Landstræner Kasper Hjulmand er irriteret over, at Danmark indkasserede et mål på en dødbold tidligt i lørdagens 0-2-nederlag til Belgien i Nations League.

Belgierne er dygtige til at forsvare sig, når holdet fører, og derfor bragte Danmark sig selv i unødvendig modvind, siger den debuterende landstræner på et pressemøde.

- Vi spillede mod et virkelig stærkt hold, som de har udviklet på i et stykke tid. Man kunne se, at det var et kvalitetshold. Vi er skuffede over nederlaget, og vi gjorde det svært for os selv ved at indkassere et tidligt mål.

- Det er meget svært at nedbryde Belgien, når man er bagud, siger Kasper Hjulmand.

På trods af den belgiske scoring i det niende minut var han mest tilfreds med Danmarks første halvleg, men hverken før eller efter pausen stod de danske chancer i kø.

- I første halvleg gjorde vi mange af de ting, vi gerne vil se fra os. Vi havde høj intensitet i vores pres, og vi tillod ikke meget til Belgien. Vi manglede det sidste for at komme til store chancer.

- Jeg er meget tilfreds med første halvdel af kampen. Vi mistede intensitet efter pausen, og vi mistede noget af vores energi.

- Vi skal møde Belgien to gange mere i løbet af de næste ti måneder, så vi skal lære af den her kamp. Og så skal vi være klar til at møde England på tirsdag, siger Kasper Hjulmand.

Hans første kamp som landstræner var historisk i den forstand, at den blev spillet i et tomt Parken.

- Selvfølgelig var det ikke, som jeg havde forestillet mig det. Jeg havde set frem til en stor fanskare og en atmosfære, som jeg selv har været en del af herinde før. Vi savnede virkelig fansene.

- Men når jeg ser tilbage på den første uge med spillerne, så har det været en god oplevelse. Spillerne er fantastiske at arbejde med, og jeg glæder mig allerede til de næste kampe, siger Hjulmand.

I forhold til forgængeren Åge Hareide forsøgte Hjulmand at få Danmark til at spille bolden endnu mere langs jorden. Formationsmæssigt fortsatte han dog i samme stil - 4-3-3 - frem til de sidste minutter.

Her skiftede han til 3-5-2 for at få mere fysisk styrke ind i feltet med to centrale angribere. Det kan være en taktisk justering, man også vil se i fremtiden.

- Vi var bagud 0-2, og vi havde mistet vores positioner og overtaget. Det var lidt for at ændre mønsteret, fordi det var lidt fastlåst. Jeg forsøger at have en plan B, hvis det kører fast, og 3-5-2 er en af de muligheder, jeg har, siger Kasper Hjulmand.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.