Hjulmand vil snakke med Svensson om fremtidig rolle

Det er fortsat usikkert, om Bo Svensson får en rolle som assistenttræner for Kasper Hjulmand i Mainz eller ej.

19. maj 2014 17:40

Kasper Hjulmand blev mandag præsenteret som ny cheftræner i bundesligaklubben Mainz. Den tidligere FC Nordsjælland-træner blev blandt andet spurgt om, hvordan trænerstaben skal sammensættes og se ud i den kommende sæson.

Endnu står det ikke klart, om Bo Svensson får en rolle i trænerstaben. Bo Svensson stoppede som spiller i Mainz efter den forgangne sæson og står til rådighed, hvis der skulle blive brug for ham.

- Jeg har ikke snakket med Bo endnu, men jeg håber at få en god snak med ham inden for de kommende uger. Men ikke endnu, siger Hjulmand på dagens pressemøde ifølge Mainz Allgemeine Zeitung.

Der har også været spekulationer om, at Hjulmand vil tage FCN-hjælpetræneren Flemming Pedersen med til Tyskland. Men Hjulmand har ikke lagt sig fast på noget så tidligt i forløbet.

- Først og fremmest kommer jeg her med stor respekt for dem, der er her. De folk, der arbejder her, har gjort et godt stykke arbejde.

- Vi arbejder i de næste uger på at sammensætte det rette team. Det bliver måske en blanding, siger Hjulmand.

Også sportsdirektør i Mainz, Christian Heidel, vurderer, at der er brug for både klubbens egne folk samt nogle nye ansigter.

- Det bliver nye folk og folk, der allerede er her. Vi forsøger at opbygge et godt hold. Men det ligger ikke fast endnu, lyder det fra Heidel.

Hjulmand er ansat på en treårig kontrakt i Mainz, som blandt andet råder over danske Niki Zimling i truppen.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...