Detailhandel

HK-formand og topforhandler

Jørgen Hoppe, Bagsværd, formand for HK Handel og modstander af en liberalisering af lukkeloven, fylder tirsdag 60 år.

Jørgen Hoppe - 60 år tirsdag.

Jørgen Hoppe - 60 år tirsdag.

Jørgen Hoppe kan se tilbage på fire perioder som formand for HK Handel, en post han blev genvalgt til for femte gang i oktober sidste år. Femte runde i spidsen for de handelsansatte bliver også den sidste for Hoppe, der på grund af sin alder falder for HK's egen aldersgrænse. Hoppe har været aktiv i HK siden 1973, men interessen for det faglige arbejde viste sig endnu tidligere, da han som bankassistent i Arbejdernes Landsbank blev valgt som formand for de ansattes landsklub. I sit hverv som formand for HK Handel har Jørgen Hoppe ofte raset mod liberalisering af lukkeloven. Han mener, at frit valg for åbningstider er til stor gene for de ansattes privatliv, og at butikkerne vil presse hinanden til at holde åbent. HK-kasketten er ikke den eneste, der har en plads på Hoppes hoved. Han er også medlem af hovedbestyrelsen i LO og formand for Handelskartellet i Danmark. Internationalt er han formand for den europæiske Handelsorganisation UNI-Europa Commerce. Derudover bestrider han også en række næstformandsposter inden for handel. Jørgen Hoppe er gift med journalist Joan Leergaard, og de har en datter og to børnebørn. Når kalenderen viser fritid, står Hoppe ikke stille. Han elsker at cykle, løbe og dyrker både fitness og yoga. /ritzau/