HK-fusion koster kontorchef jobbet

Kontorchef Ole Eriksen, HK Nordjylland, har sagt ja til en frivillig fratrædelsesordning. Arkivfoto: Peter Mørk

Kontorchef Ole Eriksen, HK Nordjylland, har sagt ja til en frivillig fratrædelsesordning. Arkivfoto: Peter Mørk

Ole Eriksen fratræder, når to nordjyske HK-afdelinger næste år bliver til én THISTED: Kun halvandet år efter, at HK afsluttede den forrige fusionsrunde, er nye sammenlægninger af afdelinger i fagforbundet undervejs. Det koster jobbet for en af de markante frontfigurer hos HK i Thy, kontorchef Ole Eriksen. Den kommende fusion betyder én HK-afdeling, som omfatter stort set hele Region Nordjylland. I den forbindelse er der vedtaget en ny ledelsesstruktur med to kontorchefer i steder for de nuværende tre, oplyser Ivan Ziegler, formand for HK Nordjylland. Afdelingen, med omkring 27.000 medlemmer, omfatter Thy, Hanherred, Aalborg samt Himmerland. Pr. 1. juni 2008 skal denne afdeling fusionere med den noget mindre HK Vendsyssel. Fusionen blev vedtaget i sidste måned, og efterfølgende har HK lavet en frivillig fratrædelsesordning med Ole Eriksen, som dog fortsætter i jobbet, indtil fusionen er en realitet om knap et år. Faldende medlemstal Det er fagforbundets faldende medlemstal, som er baggrunden for den nye struktur. Også nogle af de menige medarbejdere kan blive nødt til at se sig om efter et nyt job, ligesom nogle af HK’s nuværende kontorer sandsynligvis skal lukkes. Der er ikke taget stilling til, hvad der skal ske med HK’s kontorer i Thisted og Hurup, der tilsammen har otte medarbejdere: - Men det er nok overvejende sandsynligt, at kontoret i Thisted bevares, siger Ivan Ziegler - som på den anden side erkender, at Hurup-kontorets fremtid er mere usikker. - I stedet for, at medlemmerne skal komme til os, vil vi gerne komme ud på arbejdspladser, hvor medlemmerne er, siger han. Naturligvis er det ikke nogen rar situation for en fagforening, der er vant til at kæmpe for job til medlemmerne, selv at skulle sige farvel til medarbejdere: - Men som alle andre virksomheder, hvor indtægter og udgifter ikke hænger sammen, er vi nødt til at træffe de beslutninger som følger af det, påpeger afdelingsformanden. Ole Eriksen er fyldt 60 år, når han fratræder næste år. Han havde ingen aktuelle planer om at gå på pension, men er på den anden side tilfreds med ikke at skulle arbejde med den nye fusion: - Det politiske system er trådt i karakter, og det blev kontorchefen i Vendsyssel, der fik jobbet. Jeg har arbejdet 35 år i HK Thisted, og det har jeg været glad for. Men jeg overlader det gerne til de andre tage fat på det, der nu skal ske, siger Ole Eriksen fra sin ferieadresse i Ebeltoft. Siden den forrige fusion for halvandet år siden har Ole Eriksen en stor del af tiden pendlet mellem Thisted og Aalborg. I de kommende knap 11 måneder vil han koncentrere sig om jobbet som daglig leder af kontoret i Thisted. @Byli.9.special.bund:Af Morten Kyndby Holm morten.kyndby.holm@nordjyske.dk