HK-kvinder slog tophold

Aabybro HK's kvinder i 3. division sikrede sig to livsvigtige point, da et af topholdene, Hobro, blev besejret 23-20 på udebane.

Malene Rask Hansen stod en stor kamp. Arkivfoto

Malene Rask Hansen stod en stor kamp. Arkivfoto

Dermed fik Aabybro skabt afstand til nedrykningspladserne, og yderligere to point i de sidste tre kampe bør være nok til endnu en sæson i 3. division. - Sejren blev grundlagt på rigtig godt forsvarsspil, siger træner Claus Simonsen, som har mange roser til målvogter Malene Rask Hansen. Det var ellers ved at gå galt igen for Aabybro i første halvleg. Efter en lige start kom Hobro pludselig foran 10-5 efter 18 minutters spil. Men så kom der et par kontante meldinger i det høje toneleje fra trænerbænken og flere af de bærende spillere trådte i karakter. Det betød, at Aabybro fra at være bagud 10-5 kom foran 13-10. Hobro scorede ikke et eneste mål i 22 minutter. Forspringet på de tre mål blev derefter holdt kampen ud. - Alle mand var på mærkerne. Dejligt at opleve, at alle står sammen, når der virkelig er behov for det, siger Claus Simonsen. Helene Mortensen blev topscorer med syv mål. - Sejren betyder, at vi nu selv kan bestemme om vi vil blive i 3. division, siger Claus Simonsen. Holdet mangler tre kampe, og to point burde være nok til endnu en sæson. Allerede torsdag aften kan de to point hentes, når Nibe kommer på besøg i Aabybro Hallen. Det er en udsat kamp. Desuden mangler Aabybro at møde Nørager, som allerede er rykket ned, på udebane, samt ærkerivalerne fra Star i Aalborg.