HK-kvinderne på langfart

Aabybro HK's hold i 2. division skal køre langt for at komme i kamp

Svend Ole Jensen
Line Steffensen er ny i førsteholdstruppen og klar til premieren på søndag eftermiddag i Aabybro Hallen. Foto: Flemming Dahl Jensen
Håndbold 22. september 2011 08:04

Søndag eftermiddag kl. 15 indleder Aabybro HK's kvinder i 2. division håndboldsæsonen med en hjemmekamp i Aabybro Hallen mod Skovbakken fra Århus. Aabybro var indstillet på at skulle spille i 3. division igen i denne sæson, men koks i økonomien i prof-afdelingen i Horsens - og dermed tvangsnedrykning - betød, at der pludselig blev en ledig plads i 2. division. Søndermarken fra Viborg blev først tilbudt pladsen, men takkede nej. Aabybro sagde derimod ja tak. Aabybro er blevet placeret i sydkredsen og det betyder flere lange køreture, bl.a. til Fyn og Sønderjylland. - Ville vi spille i 2. division, var det i sydkredsen, der var en ledig plads , siger assisterende træner Klaus Simonsen. - Der er lange køreture, som betyder, at vi skal bruge mere tid på transport. Men vi tager det som en oplevelse. Og så er det helt nye hold, vi skal møde. Pigerne på holdet glæder sig ufatteligt meget til den ny sæson, siger Klaus Simonsen. Aabybro er kommet i pulje med JAI fra Århus, Skovbakken, Team Haderslev KFUM, Horsens, Odder, GOG, Svendborg, Viby, Fredericia, Brabrand og Team Esbjerg. Til den ny sæson må Aabybro undvære fire spillere fra sidste sæsons hold. Det er Pernille Larsen, Mette Rosenkilde, Helene Mortensen og Rikke Clemmensen. Til gengæld er der kommet tre helt nye spillere: Nanna Kjær Jensen, Malene Vejrum og Nadia Krogshave. Desuden er to spillere fra jyllandsserieholdet med i førsteholdstruppen. Det er Line Steffensen og Louise Andersen. - Selv om vi skal undvære flere af sidste sæsons spillere, synes jeg vi har et godt hold. Om det er godt nok til 2. division, må tiden vise, siger Klaus Simonsen. - Vores målsætning er en placering midt i rækken, tilføjer han. Aabybro HK's 2. hold hos kvinderne, som spiller i jyllandsserien, indleder sæsonen 2. oktober på udebane mod Svenstrup/Godthåb. Mændene i jyllandsserien spiller også første kamp 2. oktober, og det er også på udebane mod Svenstrup/Godthåb.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...