HK Privat: Tag fat i roden til stress på arbejdspladsen

Stress skal bekæmpes med en forbyggende indsats, der ser på årsagen til problemet, mener HK/Privat.

Der bliver ikke gjort nok for at slå ned på årsagen til stress på arbejdspladsen, mener fire ud af ti HK-medlemmer i en spørgeskemaundersøgelse, som fagforeningen har fået lavet.

Og det er rigtig bekymrende, mener Heidi Lisette Bille, der er arbejdsmiljøkonsulent i HK/Privat, som blandt andet repræsenterer kontor- og it-ansatte samt laboratorie- og miljøpersonale.

- Det, vi kan se, er, at der er rigtig mange virksomheder, der ikke tager forbyggelsesmulighederne alvorligt.

- Vi kan se, at der er mange, der får hjælp, når de går ned med stress, men at der samtidig er rigtig, rigtig mange virksomheder, der kun hjælper den enkelte og ikke ser på, hvad man kan gøre bedre på arbejdspladsen, siger hun.

I undersøgelsen svarer 42 procent af medlemmerne, at den stressramte får hjælp, men der bliver ikke taget hånd om årsagerne til stressbelastningen.

Otte procent svarer, at "der hverken bliver taget hånd om den stressramte eller årsagerne til stressbelastningen", imens 37 procent svarer, at "den stressramte får hjælp, og der bliver taget hånd om årsagerne til stressbelastningen".

Ifølge arbejdsmiljøkonsulenten er der behov for mere viden om stress på arbejdspladserne, så der kan komme fokus på at lave en kollektive forebyggelsesindsats, som ikke kun behandler den enkelte, men også ser på årsagen til problemet.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.