HK undersøger fortsat fyring

Lokalpolitik 14. januar 2003 07:00

STØVRING: Sidste punktum er endnu ikke sat i sagen om afskedigelsen af Støvrings kommunaldirektør. Og hvornår det sker er ikke sådan at sige. Den for omverdenen pludselige og uventede fyring af Morten Nielsen skete formelt på junis byrådsmøde, men allerede midt i maj blev han fritaget for sit arbejde af et enigt økonomiudvalg. Morten Nielsen, der havde været kommunaldirektør i Støvring Kommune siden 1990, mente ikke, at fyringen var berettiget og bad sin fagorganisation HK om at gå ind i sagen. Siden da er der ikke sluppet mange lyde ud om den egentlige baggrund for så drastisk en handling som en brat afskedigelse af en mangeårig topembedsmand - ingen af parterne har ønsket at udtale sig præcist til NORDJYSKE Stiftstidende, så længe der kører en faglig sag. Nærmest en forklaring kom borgmester Anny Winther (V), da hun kort efter økonomiudvalgets indstilling til afskedigelse - på et møde med sagen som eneste punkt - uddybede, at fyringen ikke skyldtes noget kriminelt eller en enkeltstående sag. Fra anden side har avisen dog erfaret, at man har gjort Morten Nielsen ansvarlig for en del problemer, man har haft på rådhuset. Det gælder et større gennemtræk af personale på rådhuset, især ledere, store problemer med fejlfortolkninger af paragraffer i Socialforvaltningen samt et stort og årelangt overforbrug i ældresektoren. De to første punkter mente man dog at have styr på sidst på foråret, mens opgørelser har vist, at overforbruget i ældreplejen er blevet stærkt formindsket i løbet af 2002. Borgmester Anny Winther oplyser, at hun ikke har hørt om nogen præcis dato for, hvornår der sker yderligere i sagen fra HK, eller hvorvidt sagen henlægges fra fagorganisationens side. Det var i denne omgang ikke muligt at træffe Morten Nielsen for en kommentar.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...