HMAK overdrager 72 gamle kanoner til Litauen

Litauen 18. september 2002 08:00

HJØRRING: I 1950 modtog det danske forsvar 72 105 mm haubits artilleripjecer (læs: kanoner, red.) fra USA i den såkaldte våbenhjælp efter 2. Verdenskrig. Kanonerne blev brugt i forsvaret i en årrække, men er på grund af en relativ lille rækkevidde langsomt faset ud af forsvarets beredskab - og forsvinder nu helt, idet de på onsdag overdrages til det litauiske forsvar i havnebyen Kleipeda.. Overdragelsen af de gamle kanoner, der i princippet stadig er USA's ejendom, som da også har sagt god for den danske donation, sker som et led i et større samarbejde mellem det danske og det litauiske forsvar. I samarbejdet indgår uddannelse af et større antal litauiske soldater, som gennem flere perioder har opholdt sig i Danmark for at lære at håndtere et artilleri, ligesom personale fra det danske forsvar har været i Litauen for at lære fra sig. Udover de 72 kanoner, hvoraf de 18 skal fungere som reservedele for de øvrige, indeholder donationen en lang række køretøjer, godt 20.000 granater og patroner. Samtlige kanoner og granater har været gennem et sikkerhedstjek, og er blevet renoveret, således at materiellet fremstår fuldt brugbart til øvelsesbrug. Det overordnede program har Hærens Operative Kommando stået for, mens HMAK i Hjørring har haft ansvaret for materiellet. Det samlede projekt kommer, når det rundes af i 2004, til at koste omkring 64 millioner kroner - som Forsvarsministeriet får returneret af Øststøttemidlerne, der er et fælles, europæisk projekt, som skal opgradere de baltiske lande til vestlig standard.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...