HMK Bilcon gennemfører massefyringer

Omkring hver 6. ansatte mister sit job på grund af svigtende ordreindgang

Arkivfoto

Arkivfoto

GISTRUP:HMK Bilcon fyrer 18 medarbejdere.

Forklaringen på de omfattende fyringer er ifølge en orientering til Bilcons medarbejdere fra virksomhedens administrerende direktør Peter Jensby, som NORDJYSKE er i besiddelse af, "den svigtende ordretilgang", som kræver "nødvendige, alvorlige personaleindskrænkninger".

Opsigelserne blev ifølge NORDJYSKEs oplysninger delt ud til de fyringsramte i går.

Har over 100 ansatte

Bilcon beskæftiger normalt 105 medarbejdere fordelt på 88 timelønnede i produktionen og 17 funktionærer.

Det Lokale Beskæftigelsesråd i Aalborg Kommune er blevet orienteret om de kommende fyringer.

Bilcon har siden august været i rekonstruktion, efter at det var mislykkedes at få tilført kapital til virksomheden.

- Der arbejdes fortsat i overensstemmelse med den plan for rekonstruktionen, som blev fremlagt og enstemmigt godkendt på et møde i Skifteretten i Aalborg 29. august 2016. I henhold til planen er det primære formål at søge virksomheden solgt til nye ejere, og der er indløbet henvendelser fra såvel lokale investorer som virksomheder med tilknytning til branchen. På nuværende tidspunkt er det ikke muligt at forudsige forløbet af denne proces, men som anført i forslaget til rekonstruktionsplan, skal der fremlægges et endeligt forslag på et møde i Skifteretten 15. januar 2017. Sammenfattende har ledelsen og jeg fortsat stor tillid til, at det vil lykkes at finde frem til en langtidsholdbar løsning, der i størst muligt omfang bevarer arbejdspladser på virksomheden i Gistrup, siger advokat Henrik Steen Jensen, der er ansvarlig for rekonstruktionen af Bilcon, i en pressemeddelelse.

Underskud gennem flere år

HMK Bilcon havde i regnskabsåret 2014/2015 et negativt resultat før skat på - 10,1 millioner kroner mod - 11,9 millioner kroner året før.

Virksomheden producerer tankbilløsninger til olie og benzin.

Virksomheden er ejet af Baule AG og Frank Ewald, begge hjemmehørende i Schweitz.

Få løbende nyheder ved at følge NORDJYSKE på Twitter.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.