HMK Industri forberedt

Industri 27. februar 2003 07:00

HJØRRING: En krig i Irak giver arbejdspladser i Hjørring. Maskin- og karrosserifabrikken HMK Industri, Hjørring, er leverandør til forsvaret, og adm. direktør Wagner Christensen véd, hvad det indebærer. Han tøver dog et øjeblik, øjensynligt utilpas ved tanken, inden han svarer: - Jo, hvis der kommer en krig i Irak - og jeg frygter desværre, at det er uundgåeligt - vil det med al sandsynlighed afføde ordrer til os. Jeg tror, at amerikanerne vil begrænse samarbejdet med Frankrig og Tyskland, som jo modstandere af et angreb på Irak, og i stedet henvende sig bl.a. til Danmark, som jo støtter den amerikanske linje. Og så bliver der brug for at få noget grej rigget til. Det lyder kynisk, men det er jo sådan det er. Vi er part i det, siger han. Fabrikken har siden 1970, da Hærens Materielkommando, HMAK, var ny-udflyttet til Hjørring, haft et nært samarbejde med forsvaret. Der har først og fremmest været tale om opbygning af specialkøretøjer, og virksomheden har i tidens løb leveret op mod 1000 påhængvogne. Netop nu er man midt i gennemførelsen af den hidtil største militære ordre, renovering og ombygning af hærens over 30 år gamle gamle pansrede mandskabsvogne, M/113. Omkring halvdelen af de 600 køretøjer bliver forsynet med nye motorer og transmissioner og malet op, en opgave, som beskæftiger omkring 15 medarbejdere. HMKs fabrik i Aalborg har leveret tankanlæg til forsvaret. Forsvaret er blot en af kunderne hos HMK Industri, hvis virkefelt strækker sig fra rullende lægeklinikker til grisebiler og renovering af togvogne. Selvom der har været bygget op til krig i Irak gennem måneder, og selvom Danmark står helt og fuldt bag USA , har der ikke været kontakter fra forsvaret til HMK Industri med henblik på forventelige leverancer. Men Wagner Christensen er ikke i tvivl: - Hvis det går løs, må vi være forberedt på at skulle reagere hurtigt, siger han. Det har fabrikken prøvet før. Da det danske forvar skulle stille mandskab til de fredsbevarende styrker i det tidligere Jugoslavien, blev HMK Industri med øjeblikkeligt varsel bedt om at male deres køretøjer hvide.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...