Hobro-boss: Ikke svært at overtale Ove

Jens Hammer Sørensen fik med ansættelsen af Ove Pedersen sit ønske opfyldt

Arkivfoto: Lars Pauli

Arkivfoto: Lars Pauli

HOBRO:Det var egentlig meningen, at Hobro først ved efterårssæsonens udgang skulle præsentere en permanent afløser for Jonas Dal, der tidligere på efteråret forlod jobbet som cheftræner i den nordjyske klub.

Den plan blev dog lavet om mandag aften, da Jens Hammer Sørensen satte Ove Pedersen stævne på sportschefens arbejdsplads Randers Realskole. Her skrev de to parter under på en halvandet år lang kontrakt, der allerede er trådt i kraft tirsdag.

- Muligheden for, at han kunne tiltræde med det samme opstod, og når parterne kunne blive enige om det, synes vi, det var oplagt. Det, jeg er mest stolt af, er næsten, at Ove selv har kunnet se en mening i at blive en del af vores projekt. Det er en stor trænerkapacitet og en visionær mand, og jeg er stolt af, at han tror på det, vi skal i gang med her, siger Jens Hammer Sørensen.

En rigtig håndværkertræner

Med weekendens 4-4-remis i Esbjerg har Hobro fortsat seks point op til den rigtige side af nedrykningsstregen, men alligevel har Hobros sportschef ikke haft svært ved at overbevise den rutinerede træner.

- Jeg synes ikke, det har været så svært at overtale ham. Ove er en mand, jeg har mødt mange gange på de forskellige stadions, og en mand, jeg har nydt at tale fodbold med. Han er en rigtig håndværkertræner og en mand, der kan få det bedste ud af sine spillere, siger Jens Hammer Sørensen.

Ove Pedersen var egentlig på kontrakt i FC Fredericia sæsonen ud, så Jens Hammer Sørensen har måttet sende en check til Fredericia for at få fat i træneren allerede nu.

- Vi var heldige og dygtige nok til at tjene lidt på Jonas Dal, da han skiftede til Esbjerg, og nu har vi så betalt for Ove. Det er jo sådan, fodbold er. Når der kommer penge ind, går der også nogen ud. Det var vigtigt for os at få Ove, og heldigvis er det også en enig bestyrelse, der står bag beslutningen, siger Jens Hammer Sørensen.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden