Hobro drilles stadig af skader

Mikkel Beckmann og Mikkel Thygesen er begge udtaget - men tvivlsomme - til søndagens kamp mod Silkeborg

Mikkel Thygesen er udtaget til kampen mod Silkeborg, men trænede lørdag ikke med på grund af en forstrækning. Arkivfoto: Kim Dahl Hansen

Mikkel Thygesen er udtaget til kampen mod Silkeborg, men trænede lørdag ikke med på grund af en forstrækning. Arkivfoto: Kim Dahl Hansen

HOBRO:I Hobro var håbet, at landskampspausen kunne give Hobro-spillerne den tid og ro, der skulle til, for at truppen kunne slippe helt af med skader.

Men selvom Jonas Dal betegner den nuværende skadessituation som ”rigtig fin”, var det ikke det indtryk man stod med til lørdagens træning på DS Arena.

Mikkel Thygesen var nemlig ikke at finde på grønsværen, men på en kondicykel og en massagebriks, fordi han blev ramt af en forstrækning tidligere på ugen.

- Vi håber til det sidste, at han bliver klar til i morgen (søndag, red.), siger Jonas Dal.

Bersang i løbesko

Han kunne heller ikke dirigere rundt med Mathias Bersang lørdag eftermiddag.

Bersang, der efter træningslejren blev opereret for sportsbrok, var ellers godt på vej tilbage og har fået spilletid på reserveholdet for nylig. Men lørdag var han ikke iført fodboldstøvler, men løbesko.

- Jeg har fået et lille tilbagefald. Jeg fik et riv i baglåret onsdag efter tre hårde træninger, så jeg har bare løbet lidt i dag og fået en masse behandling. Jeg skal scannes i morgen, og så må vi se, hvor alvorligt det er. Jeg håber på at være klar til på fredag mod Esbjerg, siger Mathias Bersang.

Beckmann trænede en time

Til gengæld var Mikkel Beckmann tilbage på træningsbanen. Han har ikke spillet i Hobros gule trøje, siden debuten i forårspremieren mod SønderjyskE, hvor han fik den sidste halve time.

Lørdag trænede han med i en times tid på det hold, der ikke ser ud til at starte inde mod Silkeborg søndag eftermiddag.

- Mandag begyndte jeg at træne lidt med bold igen, men jeg er ikke i gear. Jeg tager små skridt fremad, for der er ingen grund til at forcere noget, siger Mikkel Beckmann.

Han døjer i øjeblikket med komplikationer som følge af en ankelskade, han pådrog sig tidligere på foråret.

- Det er ikke til at sige, hvornår jeg er helt klar. Det er ikke til at sætte en tidshorisont på. Det er bare at vente og se, siger Beckmann.

Mikkel Thygesen og Mikkel Beckmann er begge udtaget til kampen mod Silkeborg, mens Mathias Bersang sidder over.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden