Hobro - en syg by for cyklister

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

To familier fra Wilhelm Jensens Vej i Hobro vil have forbedret forholdene for cyklister i Hobro. FOTO: PER KOLIND

HOBRO:Danmarks mest cyklist-uvenlige by. Denne lidet flatterende titel er to børnefamilier på Wilhelm Jensens Vej parat til at hæfte på Hobro. Ægteparret Helle og Thomas Frandsen i nr. 33 samt deres venner Anne Mette og Bjarne Hoffmann i nr. 4 er godt og grundigt trætte af, at den bløde trafik har så svære kår i Hobro. De peger på, at midtbyen i Hobro i den grad lider under manglen på cykelstier, der ville gøre det muligt for cyklisterne at komme fra den ene ende af byen til den anden - uden fare for liv og lemmer. Trafikplan På tirsdag præsenterer Mariagerfjord Kommune sin nye trafikhandlingsplan. Familierne venter spændt på planen og opfordrer til, at politikerne skaber løsninger, der tilgodeser cyklisterne. Deres vision er et Hobro gennemskåret af cykelstier. Fra alle boligområder er der en sikret rute til folkeskolerne, idrætshallen, gymnasiet og handelsskolen. Utrygge forældre Som forælder ved Søndre Skole oplever Anne Mette Hoffmann at mange kører deres børn i skole i bil, fordi de er utrygge ved skolevejen. - Folk kører også deres børn til for eksempel idræt i hallen. På den måde flytter man rundt med massiv trafik fra den ene del af byen til den anden. - I stedet for at gøre vejene sikre at færdes på for cyklisterne, siger Anne Mette Hoffmann. Hendes niårige datter Rebecca cykler i skole hver dag. Når Rebecca tager hjemmefra om morgenen - behørigt udstyret med reflekser og lys - sætter hun kursen mod Hobro Havn. Det sker for at undgå rundkørslen på Brogade, hvor man ikke må køre lige over på cykel. Bilisten var tæt på - Forleden dag var Rebecca lige ved at blive kørt ned af en bilist, da hun cyklede på Horsøvej. - Bilen kom fra Havnegade og fik først sent øje på hende og standsede. - Det er som om bilisterne slet ikke regner med, at der kommer cykler dér, siger Anne Mette Hoffmann. Havnen svær på cykel Havnen er ikke nem at færdes på som cyklist, fordi det ikke er markeret, præcis hvor man skal køre. Også lastvognstrafikken til og fra havnen gør området usikkert for bløde trafikanter. En dobbeltsporet cykelsti langs plænen ved havnen kunne være en løsning, foreslår de to familier fra Wilhelm Jensens Vej. Komiske rundkørsler Thomas Frandsen peger på, at der ikke blev taget meget hensyn til cyklisterne, dengang kommunen anlagde de to rundkørsler ved Hobro Havn. Han synes nærmest, det er komisk, at man (for at være lovlydig) skal køre en omvej ad den sydligste rundkørsel, hvis man kommer fra bymidten og vil videre ad Horsøvej. Et levn fra fortiden Op ad Randersvej er der dobbeltspor i stedet for den cykelsti, der efter de to familiers mening ville være mere på sin plads. Dobbeltsporet er et levn fra tiden før motorvejen, hvor bilister skulle have mulighed for at overhale langsomme lastbiler. - I dag har lastbiler forbud mod at køre gennem Hobro. Kun lastbiler, der skal levere og hente varer, må køre ind i byen. Jeg synes kommunen skulle få politiet til at håndhæve forbuddet, opfordrer Thomas Frandsen. Cykelsti i skoven For at aflaste trafikken på Mariagervej foreslår de to familier på Wilhelm Jensens Vej, at kommunen laver en grusbefæstet cykelsti gennem Østerskoven. Stierne er i dag vanskeligt farbare i mørke og ikke egnede til at sende børn af sted på uden ledsagelse, mener familierne.