Hobro IK

Hobro hjalp AaB og boostede overlevelseschancen

Edgar Babayan sikrede nordjyderne en vigtig sejr og sendte reelt AaB i medaljeslutspillet

Foto: Lars Pauli

Foto: Lars Pauli

FODBOLD:Hobro smagte mandag sejrens sødme for første gang i Superligaen siden 15. september 2019. Hobro vandt 1-0 på udebane over lokalrivalerne fra Randers FC.

Den tiltrængte sejr blev sikret efter et mål på straffespark i første halvleg, der blev sat ind af den armenske kantspiller Edgar Babayan.

Kampen bød ikke på mange chancer, og derfor var det heller ikke så mærkeligt, at kampens enlige mål kom efter et straffespark.

På trods af de få chancer manglede lokalopgøret ikke intensitet, da der kampen igennem blev gået til den i duellerne.

Sejren betyder, at Hobro er sikker på at ende grundspillet på Superligaens 12.-plads, mens Randers med nederlaget forbliver på syvendepladsen med tre point op til AaB inden sidste runde.

Det er holdene i top-6, der går videre til mesterskabsspillet, og med mandagens Hobro-sejr er stort set al spænding forduftet i den henseende.

FC Nordsjælland, AGF og Brøndby er nu sikret adgang til mesterskabsspillet, mens topholdene FC Midtjylland og FC København allerede var det forinden.

Kun AaB på sjettepladsen kan matematisk hentes af Randers i sidste runde af grundspillet.

Det kræver, at Randers vinder over FCK i Parken, mens AaB hjemme skal tabe til AGF. Samtidig skal en målforskel på syv mål hentes af Randers.

Mandagens nederlag til Hobro viste ikke tegn på, at det kan lade sig gøre.

Først efter lidt over en halv times spil kom der gang i kampen, da Hobros venstreback Mathias Haarup blev nedlagt i feltet af Randers' Frederik Lauenborg.

Edgar Babayan blev sat til at sparke, og han omsatte sikkert fra 11-meter-pletten til Hobro-føring.

Kort inden pausen fik Randers faktisk udlignet, men linjevogteren løftede flaget for offside, og derfor kunne Hobro beholde sin 1-0-føring til pausen.

Randers fik i anden halvleg etableret et pres på Hobro, men kronjyderne havde svært ved at spille sig til chancer i åbent spil.

Med fem minutter tilbage fik Randers dog nok en gang bolden i kassen, men igen blev målet underkendt, og Hobro kunne derfor ånde lettet op.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.