Hobro-galleri går på Børsen

Galleri Classic i Skibsgade leverer malerier til udstilling i København

HOBRO:Dansk guldalderkunst i nationalromantisk klædedragt. Denne maleriske beskrivelse i specialbladet Antik & Kunst er møntet på maleriet "Sommerlandskab på Østkysten af Jylland". Det er malet i 1866 af Vilhelm Kyhn, og det anses for at være et af denne guldaldermalers hovedværker. Det pragtfulde billede tilhører i dag galleriejer Søren Hugo Andersen, Hobro, og det er et af mange betydningsfulde malerier, som snart pakkes behørigt for at blive sendt fra Galleri Classic i Skibsgade til Børsen i København. Her skal billederne indgå i den fornemme udstilling "Antikviteter på Børsen", som vanen tro omfatter et bredt udsnit af landets mest eksklusive antikviteter. Det er tredje år i træk, at Søren Hugo Andersen er inviteret til at være med på udstillingen, som er åben i dagene fra 24. til 27. februar. Han er i kunstkredse meste kendt for sine Skagensmalerier og marinemalerier, og hans dyreste billede på udstillingen bliver da også et maleri af Michael Ancher. - Men jeg har altid haft Kyhn-malerier i min samling, og jeg glæder mig meget til at vise udstillingens gæster netop dette billede, siger Søren Hugo Andersen. I kunstkredse taler man ikke højt om, at prisen for maleriet ligger på omkring 200.000 kr. Mere vigtigt er det at vise pubikum denne side af en af Danmarks store malere. Atypisk for Kyhn er billedet et sommermotiv i lyse farver med blomsterplukkende børn, grønne marker, å-idyl, svaner og svaler. Dermed bryder det markant med den til tider triste grundfarve, som Kyhn sværmede til. Søren Hugo Andersen udstiller denne gang 60 malerier på Børsen. Det er lidt færre end sidste år, men til gengæld er der flere perler i blandt. Kun 24 antikvitets- og kunsthandlere har fået lov til at være med, og Søren Hugo Andersen anser sin deltagelse for at være en cadeau til det arbejde, han med Galleri Classic står for.