Hobro Garden udgiver musik på cd

HOBRO:Har man børn eller børnebørn i Hobro Garden, så kan man måske begynde at få en anelse om, hvad der måske venter i julegave. For Hobro Garden skal nemlig meget snart i gang med at indspille en cd, og hvis alt går efter planen, så er den færdig inden jul. - Vi går i gang i slutningen af september, og cd’en skulle gerne være klar op til vores julekoncerter, fortæller Lone Egstrup, der er formand for Hobro Garden. Byens garde har i øvrigt lige været en tur i Vejen for at deltage i DM for garder. Det var første gang, at Hobro Garden deltog i en sådan konkurrence, men det gik så fint, at de ifølge formanden har fået blod på tanden. - Det blev ikke til pokaler, men vi fik en fin vurdering. Der blev vurderet efter en skala fra 1 til 10, hvor 10 var det bedste, og Hobro Garden lå mellem 7,5 og 8, så det var vi godt tilfredse med, fortæller Lone Egstrup. Efter Hobro Garden vendte hjem fra Vejen har de spillet til Ambu-fest og i efteråret venter også nogle koncerter - blandt andet en række kirkekoncerter. Og skulle der være nogle børn, som har lyst til at være med, så holder Hobro Garden informationsmøde onsdag sidst på eftermiddagen 10. september på Søndre Skole.