Hobro IK

Hobro henter ny cheftræner hos DBU

Bent Eriksen skal passe både U17 for kvinder og Hobro i det første halve år - forgænger hjælper

HOBRO:Det bliver den nuværende U-17 landstræner for kvinder, Bent Eriksen, der fra 1. januar sætter sig i trænersædet i 2. divisionsklubben Hobro IK.Parterne indgik i går en to-årig aftale til stor tilfredshed for formand Bøje Larsen.- Vi ville have en mand, som vi kunne trække på et stykke fremad i tiden, og jeg er sikker på, at vi med Bent Eriksen har fundet den helt rigtige, siger Bøje Larsen.Bent Eriksen har været landstræner for U-17 kvinderne siden 2004, og hans kontrakt udløber først til sommer. Derfor får han i det første halve år hjælp af forgængeren på posten, Søren Kusk, som skal tage over i nogle perioder, hvor landsholdet optager cheftrænerens tid.- Søren var ked af at måtte bryde vores aftale og han havde tilbudt sin hjælp. Jeg havde godt nok sagt, at det ikke blev nødvendigt, men en gang imellem må man bide i et æble, der ikke er så sødt. Vi ville have Bent, og så tog vi imod Sørens tilbud, siger Bøje Larsen.Kravet til Bent Eriksen er først og fremmest, at Hobro skal blive i 2. division, men på længere sigt gør det da ikke noget, hvis holdet kryber højere op.- Vi har ikke et mål om at komme i 1. division, men hvis vi kan blive gode nok til det, skal vi da have gearet klubben til at kunne klare en oprykning, siger Bøje Larsen.53-årige Bent Eriksen har selv en fortid som divisionsspiller i Randers Freja, hvor han desuden har været både træner og talentudvikler, inden han i 1995 overtog Vorups førstehold, som han førte fra jyllandsserien til 2. division på fire år. Siden er det så blevet til syv år i DBU systemet, hvor han primært har trænet talenter på spindesiden. Men hvorfor så tilbage til herrefodbold?- Hobro er en spændende klub, og når man får tilbuddet er det svært at sige nej. Og så kan man da godt savne det kick, det er at spille hver uge, siger Bent Eriksen, som ser store muligheder i Hobro.- Lige nu handler det om at undgå nedrykning, men på sigt er der et stort potentiale i klubben, og jeg kan forstå, at der er god opbakning fra det lokale erhvervsliv, siger Bent Eriksen.Den nye træner kender flere af spillerne fra sin tid i Randers, mens andre er ubeskrevne blade for ham. Dog kender han nok til holdet til at håbe på, at der kommer et par forstærkninger - ikke mindst for at øge konkurrencen om pladserneFormand Bøje Larsen forventer da også, at Hobro kan byde velkommen til et par nye ansigter i spillertruppen efter nytår. Klubben er i kontakt med flere emner uden at der dog foreligger nogen konkret endnu.