Hobro i stikken

Uden uropatruljen og dens lokalkendskab i Hobro-området er det svært for politiet at slå ned på de kriminelle

Tenna Petersen
Hobro politi har ikke længere samme lokalkendskab til borgerne som før politireformen, siger tidligere vicepolitikommissær Hans Mikkelsen.Foto: Thomas Winther
Kriminalitet 1. oktober 2008 19:56

– Jeg er bange for, at der i fremtiden vil komme mere kriminalitet i Hobro, efter man har nedlagt uropatruljen, siger Hans Mikkelsen, tidligere vicekriminalinspektør i Hobro. Som en del af politireformen er Hobro politis uropatrulje nedlagt. Patruljens betjente boede alle i Hobro og omegn og havde derfor et udbredt lokalkendskab. – Lokale betjente, der kommer ind på et værtshus, ved godt, hvem byens pusher er, og kan derfor hurtigere gribe ind. Når man ikke er lokal, har man ikke samme chance for at spotte potentielle lovbrydere, forklarer Hans Mikkelsen. Han frygter, at med nedlæggelsen af uropatruljen er mulighederne for et optimalt samarbejde med kommunens SSP-samarbejde også nedlagt. Uropatruljen kunne opsnuse unge kriminelle takket være deres tættere kontakt med de unge, og på den måde havde kommunen en samarbejdspartner, der opererede på gadeplan. – Byen er ladt i stikken, og det går også udover samarbejdet med kommunen, når der ikke er nogen på gaden til at holde øje med de unge, siger Hans Mikkelsen Ydermere har den lokale kontakt mellem borgere og politet fået ringere kår. I dag bliver der lukket og låst på politigården i Hobro klokken 15. Før politikredsreformen havde politiet i Hobro en selvstændig politikreds med en politistation, hvor borgerne kunne henvende sig hele døgnet. Hans Mikkelsen har i forbindelse med NORDJYSKE Mediers artikelserie "Unge og narko", indsendt et læserbrev om politireformens betydning for Hobro.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...