Hobro kigger langt efter forstærkning

Flemming Olesen
Rene Svend­sen - mål­ma­ger, som Ho­bro sta­dig må und­væ­re en tid end­nu. Men han er i fuld gang med gen­op­træ­ning ef­ter en kors­bånds­ope­ra­tion. Foto: Lars Pau­li
Fodbold 3. august 2007 06:00

HOBRO: Når Hobro IK i aften åbner fodboldsæsonen i 2. division vest med en hjemmekamp mod Jetsmark, må man hos himmerlændingene erkende, at det er svært at være klemt mellem større fodboldklubber som AaB, Randers FC og Viborg. Hobro’s bestræbelser på at styrke truppen har nemlig ikke været en ubetinget succes. - Nej, vi kunne godt bruge et par mand yderligere, siger holdets nye træner, Per Sørensen, som ikke er så ny endda. Det var nemlig ham, som for tre sæsoner siden overlod roret til Jens Hammer Sørensen, som stadig er i klubben, og som ifølge Per Sørensen godt kan tænkes at skulle have en rolle som en slags gardering. - Vi er vel kun 16-18 spillere i førsteholdstruppen, og den havde jeg gerne set på 20 stykker. Men dem, jeg har, er skam gode, men vi må erkende, at vi er rimeligt skrøbelige, når vi ser på vores bredde, siger Per Sørensen. Han sætter lid til, at Hobro i denne sæson kommer til at spille mere stabilt, og især får lukket bedre af. Det betyder også, at man går bort fra det 3-5-2 system, man har praktiseret de seneste sæsoner. - Det er vist ingen hemmelighed, at der er scoret lidt rigeligt mod Hobro. Det vil vi prøve at ændre, men vi vil stadig gerne være et hold, der har bolden meget og spiller os frem ad banen, siger Per Sørensen. Han lægger op til, at man nu skal se Hobro spille 4-2-3-1 eller 4-3-3, alt efter, hvilke spillere, der er til rådighed. - Men vi skal da være ærlige og erkende, at på bundlinjen, da er det for os et spørgsmål om at blive i divisionen, siger træneren, som fortsat har en spillende assistenttræner i Morten Lauritsen. Hobro må stadig undvære sin målfarlige angriber Rene Svendsen, som efter korsbåndsoperation er i gang med at træne, men først bliver aktuel om nogle uger. Og så er en tidligere divisionsspiller, Johnny Tveen, dukket op og skal ses an og kan blive supplement til truppen, der på målmandsposten lider under, at man foreløbig kun har den tidligere Randers-keeper Martin Pedersen. Han skal i aften være holdbar over samtlige 90 minutter, for man er uden gardering for ham. - Og det er ikke holdbart i længden, men vi har et par unge målmænd, vi nu kigger an, siger Per Sørensen. Hobro’s premieretrup: Martin Pedersen - Chris Jensen, Mark Vestergaard, Thomas Pedersen, Frederik Hammershøj, Peter Mark, Morten Lauritsen, Rasmus Ingemann, Ruben Nygaard, Semir Cankusic, Peter Thomsen, Rasmus Poulsen, Nikolaj Kaas Nielsen, Lars Justesen og Rasmus Refsgaard.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...