Hobro klar til at snuppe oprykningsplads

Fodbold 6. april 2003 08:00

Fodbold, danmarksserien Hobro - Brande 2-1 (2-1) HOBRO: Paw Røgilds flotte helflugter 18 minutter før tid sikrede Hobro den anden sejr i foråret og understregede, at himmerlændingene er klar til at snuppe oprykningspladsen, hvis Nørresundby eller andre bejlere snubler de kommende uger. Troels Nielsen sendte en bold ind fra højre side, og den helflugtede den elegante angriber i nettet til 2-1. Hobro forsatte det gode spil fra forårspremieresejren i Frederikshavn, selv om man var uden træner Per Sørensen og forsvarsstyrmand Arne Knudsen, der begge var i karantæne. Hobro fik en ønskestart på kampen, da holdet efter kun to minutter kom foran 1-0. Lars Justesens hovedstød blev halvklaret af gæsternes målmand, og riposten sparkede Lars Justesen selv i nettet. Midt i halvlegen udlignede Jesper Møller for gæsterne, og Hobro havde flere chancer, der kunne havde fortjent bedre, inden Paw Røgilds flotte sejrsmål. Med sejren kom Hobro to point foran NB, der skal vinde i eftermiddag mod bundholdet Frederikshavn, for at få oprykningspladsen igen. Kampfakta: 1-0 Lars Justesen, 1-1 Jesper Møller, 2-1 Paw Røgild. Lindholm - Horsens 1-0 (1-0) LINDHOLM: Jan Toftdal blev dagens helt på Lindholm Stadion, da han seks minutter efter pausen sikrede Lindholm forårets første sejr, da han sparkede et frispark direkte i nettet, til sejren på 1-0. En vigtig sejr i Lindholms bestræbelser på hele tiden at holde luft til de fire nedrykningspladser. I et tæt velspillet opgør var Lindholms sejr fortjent. Havde holdets angribere kendt deres besøgelsestid, var der ikke blevet spænding til slut, hvor Horsens på kontraangreb havde nærgående forsøg. I første halvleg havde Peter Poulsen to gode forsøg - det første på målmanden og det andet over mål. I anden halvleg reddede Lindholms reservemålmand Thomas Vangsø, der var med i stedet for karantæneramte Thomas Thomsen, så Søren Poulsen på stregen kunne sparke væk. Horsens var også tæt ved da Stefan Erneman ramte fodroden af stolpen, inden det underholdende opgør sluttede med at Morten Sørensens frispark snittede overliggeren. Kampfakta: 1-0 Jan Toftdal. Varde - AaB 3-1 (0-2) VARDE: - Der er stadig 39 point at spille om. Selv om vi tabte til Varde er indsatsen godkendt, for vi fik rødt kort efter 12 minutter og var alligevel meget uheldige med ikke at få udlignet i anden halvleg, hvor vi pressede dem hårdt. Det held, vi har manglet i de to første kampe, håber jeg, vi får mod Lindholm i næste kamp, siger AaBs træner Claus Gaihede. Frederik Søborg blev vist ud efter 12 minutter, da han lavede straffespark, som Varde scorede på til 1-0. Midt i 1. halvleg fik Varde et nyt straffespark, som Bo Zinck lavede, og på ny scorede Morten Sørensen til 2-0. I anden halvleg formåede AaB med en spiller i undertal at presse hjemmeholdet. Efter et kvarter var det Thomas Kortegaard, der spillede Erik Thuesen fri, så han kunne reducerede til 1-2. 10 minutter senere blev Erik Thuesen igen spillet fri, men skød denne gang - uheldigt for AaB - tæt forbi den ene stolpe. Fem minutter før tid, lukkede Kim Duus kampen, da han på et kontraangreb scorede til 3-1 og tilføjede AaB det andet nederlag i træk. Kampfakta: 1-0 Rasmus Sørensen (straffe), 2-0 Rasmus Sørensen (straffe), 2-1 Erik Thuesen, 3-1 Kim Duus. -niss.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...