Hobro nedlagde OB

Emmanuel Sabbi førte an i nordjydernes første superligasejr i sæsonen

Claus Jensen
Hobro besejrede lørdag OB på DS Arena og fik sæsonens første sejr i Superligaen. Foto: Martin Damgård
Hobro IK 11. august 2018 17:53 - Opdateret 13. august 2018 06:17

FODBOLD: I femte forsøg fik Hobro IK sæsonens første superligasejr foran de 1623 tilskuere, der trodsede regnen på DS Arena. Bag 3-2-sejren gemmer sig dog en kamp, hvor OB var mest på bolden og havde de fleste afslutninger.

Fynboerne startede også klart bedst, og Jesper Rask måtte efter syv minutter hive en god redning frem på en helt fri Anders K. Jacobsen. Tre minutter senere var det Mathias Jørgensen, der fik en stor chance for OB, men Hobro slap igen med skrækken, da angriberen sparkede i jorden på sin afslutning.

Men som første halvleg skred frem fandt hjemmeholdet sig selv. De begyndte at vinde nærkampene, og oppe foran viste Emmanuel Sabbi flere prøver på sin farlighed.

Dobbelt Sabbi

Det var også amerikaneren, der scorede til 1-0 efter 24 minutter, da han ved bagerste stolpe huggede til på Yaw Amankwahs forlængede bold. Tre minutter senere fik Sabbi bolden lige over midten og så gik det stærkt. Han snød to OB-spillere og siden også Kenneth Emil Petersen på kanten af feltet, hvorefter han fladt udplacerede Grytebust i målet til 2-0. En fantastisk soloscoring.

Hobro var dog ikke færdige. I det 35. minut var det Edgar Babayan, der driblede sig igennem. Hans skud blev reddet, men returen røg ud på Alexander Ludwigs ben tilbage i netmaskerne til et selvmål.

Foran 3-0 i pausen var Hobro dog tvunget til at skifte en skadet Yaw Amankwah ud, erstatte ham med Nicholas Gotfredsen og rokere om på tre positioner. Om det var derfor eller blot en udtalt OB-desperation, der var forklaringen, skal være usagt, men fynboerne var klart bedst i de sidste 45 minutter, hvor Hobro havde nok at gøre med at forsvare sig.

Rask holdt OB fra fadet

OB fik en gylden chance for at reducere i det 49. minut, da Jesper Rask ifølge dommer Mikkel Redder begik straffespark ved at bokse i nakken på en fynbo. Hobro-keeperen gjorde dog skaden god igen ved at klare Rasmus Festersens forsøg fra de 11 meter. Efterfølgende måtte Rask også redde en god mulighed til Anders K. Jacobsen.

Indskiftede Nicklas Helenius tændte et lille håb for OB med et kvarter igen, da han satte et frispark flot i nettet til 3-1-reducering. Det blev også 3-2, men det var først dybt inde i overtiden, at Rasmus Festersen fik reduceret, så Hobro slap med skærkken.

Med sejren rykker Hobro væk fra sidstepladsen og frem på en foreløbig 12. plads med fire point for fem kampe. OB er sidst.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...