Hobro-piger vinder stor fotokonkurrence

Vinderfotoet i Kræftens Bekæmpelses landsdækkende fotokonkurrence for skoleelever er fra den gamle kirketrappe i Hobro. Det er cool stadig at turde udforske, synes tre piger fra 8. klasse på Overbygningsskolen Søndre i Hobro.
1. november 2016 06:10

Tre piger fra 8. klasse på Hobro Søndre Skole har vundet Kræftens Bekæmpelses landsdækkende fotokonkurrence for skoleelever, "Cool Uden Røg". Klassens foto af en gammel mand på opdagelse var blandt de 25 bedste fotos, der nåede konkurrencens finale.

Malene Julia Jørgensen, Rebecca Helen Hedegaard Johnston og Emilie Tolborg Jensen fra 8.d på Hobro Søndre Skole løb af med sejren og kan den 18. november invitere deres klassekammerater til koncert med den danske rapgruppe "Vild Smith".

Vinderfotoet viser en ældre mand med stok, der lader blikket følge gammel trappe. Ifølge eleverne er manden cool, fordi han stadig tør udforske.

Livsglæde, kammeratskab og hjælpsomhed er temaer, der går igen på flere af de billeder, som eleverne har uploadet på konkurrencesitet.

- Vi havde forventet, at eleverne ville fotografere mennesker, der er cool på grund af fx smart tøj, attitude eller særlig kunnen. Men vi blev overraskede. Billederne viser, at det ifølge de unge er ligeså cool at være en god ven, som det er at være smart eller dygtig, fortæller Louise Wohllebe, projektleder i Kræftens Bekæmpelse.

Billederne fortæller historier om venskab, hjælpsomhed og accept af forskelligheder. Fotokonkurrencen er en del af et undervisningsforløb om rygning og identitet. I undervisningen har eleverne snakket om, hvad der gør en person cool, og om årsagerne til, at nogle begynder at ryge.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...