Hobro så koreaner an i reserveholdskamp
Tabte med 4-0 til AGF

Michael Kryger (næstyderst til venstre) fik set gode ting fra den koreanske prøvespiller. Arkivfoto: Lars Pauli
AARHUS:Hobro tabte mandag med 4-0 til AGF i reserveholdsturneringen, men kampens resultat var en anelse misvisende. AGF stillede godt nok med noget, der mindede om et Superliga-hold, men det var kun personlige fejl, der førte til det store nederlag.
- Vi forærer dem rent ud sagt fire lortemål, men ellers stod vi faktisk ganske godt defensivt og spillede også fint med dem offensivt. Den burde vel være endt 2-1, siger assistenttræner Michael Kryger, der har ansvaret for reserverne.
Samtidig brugte Hobro kampen til at en prøvespiller an. Den 20-årige koreanske midterforsvarer Dong Su Kim spillede som stopper sammen med Christoffer Østergaard.
- Han kommer fra Hamburger SV’s U23-mandskab, hvor jeg også har været nede for at se ham træne. Han skal være her i yderligere to dage, og så tager vi en vurdering på ham. Men han er en stor og stærk midterforsvarer, som vi har fået kontakt til igennem den samme agent, der også bragte os på sporet af Jung-Bin Park, siger Michael Kryger.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.