Hobro skal igen være vært for handicap-grand prix

Der var fest og farver, da Hobro sidst var vært for et grand prix for handicapbands. ARKIVFOTO: HENRIK BO
Handicappede 29. januar 2007 05:00

HOBRO: Så er turen igen kommet til Hobro, når det gælder om at arrangere det landsdækkende grand prix for handicapbands. Og hele fjorden rundt er handicapområdets institutioner trukket i grand prix-arbejdstøjet. Den store begivenhed finder sted i Hobro Idrætscenter lørdag 27. oktober. For at komme igennem nåleøjet skal orkestrene eller nogle af deres venner komponere og forfatte en melodi og tekst. Sangen må ikke have været offentligt fremført. Kompositionen skal sendes til Værestedet senest d. 15 maj. Af de indsendte forslag udtages 10 musikgrupper til deltagelse i selve grand prixet. Ved grand prixet sker bedømmelsen af en jury på syv personer, der ikke har været med til den første udvælgelse. Ved tidligere arrangementer i Hobro, har proceduren været, at man kun har kunnet købet billetter, der gjaldt hele grand prix- arrangementet. Men nu har landsudvalget for grand prix besluttet, at der nu også er mulighed for at købe en billet, der kun giver mulighed for ”kun” at overvære musikken. Det er Boformen i Arden, der står for salg af billetter. Grand prix blev afviklet første gang i Rosendalhallen i Hobro i 1996. Allerede i 1997 var arrangementet så stort, at det måtte flytte til Hobro Idrætscenter. Fra 1999 har musikdysten været rundt i landet, hvilket betyder at det kun er hvert tredje år, man er arrangør af grand prix for handicapbands, fortæller Marianne Hammild Larsen og Torben Pedersen fra arrangørgruppen. Tidligere var det de amtslige institutioner i Hobro området, der stod for afviklingen af grand prix’et, og alle var spændte, da kommunalreformen trådte i kraft: Ville det stadigvæk være muligt at arrangere grand prix for handicapbands? Hurtigt blev det dog klart, at der er stor opbakning til arrangementet. Så det tog ikke lang tid at beslutte, at handicapsektoren i Mariagerfjord Kommune er den fremtidige lokale arrangør. Arbejdet er allerede godt i gang. Forskellige arbejdsopgaver er uddelt til institutioner hele fjorden rundt. Værestedet Blæksprutten i Hobro står for kontakten til de musikgrupper, der ønsker at komme i betragtning til deltagelse.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...