Fodbold

Hobro slår til fra bagkanten

HOBRO:Det bedste forsvar er et godt angreb. I Hobro IK har den nytiltrådte fodboldtræner Søren Kusk vendt den tese rundt og slået fast, at et godt forsvar er grundlaget for at vinde fodboldkampe, eller i det mindste få point. Det kan illustreres af de tørre kendsgerninger: Da Kusk blev træner for 2. divisionsholdet havde det spillet otte kampe, uden at vinde. To gange uafgjort var, hvad der var hentet af udbytte, og der var scoret 21 gange mod holdet. Nu har Søren Kusk haft ansvaret i fem kampe. Hobro har ikke tabt under ham. Tre sejre og to uafgjorte, og der er scoret en gang mod Hobro, som selv har scoret 11 mål i de fem kampe. - Mit udgangspunkt har været at forbedre defensiven. Men vi står jo ikke ultra defensivt på banen. Vi har heller ikke ændret system, men blot flyttet nogle folk på nogle pladser, siger Søren Kusk. - Jeg synes stadig, vi forsøger at spille fodbold, men det er klart, at selvtilliden er vokset i takt med, at vi har fået flere og flere point. Vi står godt på banen, og vi har været gode til at lukke af for modstanderne, ikke mindst på kanterne. Når Esbjerg i dag gæster Hobro, kan Søren Kusk godt forestille sig, at hans hold kommer til at spille lidt mere primitivt. - De er hurtige, og møder nok med en kompakt midtbane, så vi skal undgå at slå for mange bolde ind i det område, men søge at overspille deres midtbane og ad den vej komme til chancer. Hobro har Svenne Poulsen i karantæne, og Morten Lauritsen er skadet. Til gengæld er Peter Thomsen tilbage, ligesom Lars Justesen glider ind i truppen igen. mingo