Hobro styrker bredden
Mikkel Mejlstrup Pedersen vender hjem til barndomsklubben Hobro IK

Mikkel Mejlstrup Pedersen er tilbage i barndomsklubben. Foto: Dannie Rosenkrantz/Hobro IK
HOBRO:Hobro IK har onsdag indgået en etårig aftale med 20-årige Mikkel Mejlstrup Pedersen, der kan dække flere offensive positioner. Det oplyser 1. divisionsklubben i en pressemeddelelse.
- Mikkel har nogle offensive kvaliteter, som vi kan bruge. Han er taktisk klog, har et rigtig godt blik for spillet og sparker godt med begge ben, udtaler sportschef Jens Hammer Sørensen.
Mikkel Mejlstrup Pedersen har senest spillet danmarksseriefodbold i Randers FC, men nu vender han tilbage til barndomsklubben på en deltidskontrakt.
- Det er en super god historie med Mikkel. Han er en lokal dreng, som tog til Randers, da han var U15-spiller. Vi kunne ikke udfordre ham mere dengang. Mikkel har flyttet sig meget på de fem år, og det samme har Hobro IK som klub. Vi har haft Mikkel til prøvetræning her i opstarten, hvor han har gjort det rigtig godt, og derfor har vi valgt at tilbyde ham en kontrakt, forklarer Jens Hammer Sørensen.
Mikkel Mejlstrup Pedersen får trøjen nummer 14 i Hobro.
Kommentarer
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.