Hobro tilbage i dårlig stime

Hobro tabte i Esbjerg og indkasserede igen efter dødbold

Søren Olsson
Hobro tabte i Esbjerg efter to indkasserede mål efter pausen. Foto: Nicolas Cho Meier
Hobro IK 19. oktober 2018 20:52 - Opdateret 22. oktober 2018 07:41

FODBOLD: Det var en meget tiltrængt sejr, da Hobro lige inden landsholdspausen vandt med 3-2 over FC Nordsjælland, men fredag aften var det slut med de gode takter, da holdet tabte udekampen til Esbjerg med 2-0.

Hjemmeholdet satte ekstra fart i spillet fra anden halvlegs start og scorede to gange efter en jævnbyrdig første halvleg.

Hobro havde fået lynhurtige Emmanuel Sabbi tilbage, ligesom Rasmus Minor også var klar igen i midterforsvaret.

Førstnævnte var en evig torn i øjet på det vestjyske forsvar og havde mange gode raids inden pausen, hvor han også trak en advarsel på Rodolph Austin, men for det meste kom der ikke særlig meget ud af de ellers gode driblinger.

Esbjerg havde mest af spillet inden pausen og kom til mange gode indlæg fra højresiden, Mathias Haarup tit kom i undertal på backpositionen, fordi Emmanuel Sabbi ikke kommer helt så ofte med hjem. Det gav i stedet ekstra defensive opgaver til Vito Hammershøj-Mistrati, der måtte tage turen fra midten og ud på kanten for at bakke op gentagne gange.

Hobro havde kampens første store chance, da Emmanuel Sabbi erobrede bolden på højrekanten, sendte den ind til Julian Kristoffersen, der straks sendte den videre i dybden til Quincy Antipas. Han kom ind i feltet og og og prøvede med en lang tå, men han kunne ikke snyde Jeppe Højbjerg i målet.

Første halvlegs største chance tilfaldt dog hjemmeholdet kort før pausefløjtet, Jesper Bøge smed bolden væk højt oppe på banen, hvor Hobro var fanget efter et hjørnespark. Det gav en friløber til Emmanuel Oti, men han afsluttede svagt forbi mål.

Kort inde i anden halvleg kom hjemmeholdet foran. Et indlæg fra venstresiden blev kun clearet til kanten af feltet af Rasmus Minor, og så dukkede Mathias Kristensen op og firsttimede bolden over i det fjerne nederste hjørne.

Emmanuel Sabbi prøvede på udligningen, da han sendte bolden igennem benene på sin nærmeste oppasser og lagde et blødt indlæg over mod den bagerste stolpe. men indlægget ramte overliggeren.

I stedte kom Hobro bagud 2-0 på deres akilleshæl i denne sæson - dødboldene. Et hjørnespark fra højreside endte lige i panden på Joni Kauko, der vandt duellen med Frans Dhia Putros og headede den ind.

Hobro-forsvaret med Minor og Putros stod i vejen for meget i første halvleg, men efter pausen faldt niveauet, og det kostede altså. I tillægstiden var Esbjerg meget tæt på 3-0 på en omstilling efter et langt indkast. Joni Kauko afsluttede fra kenten af feltet, men selvom bolden blev rettet af undervejs, så fik Jesper Rask lavet en stor redning.

Dermed er Hobro stadig på sidstepladsen i Superligaen med ni point for de første 13 kampe - næste opgave er på hjemmebane mod Vejle 28. oktober.

Tema: Hobro IK

Vis flere

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...