Hobro IK

Hobro triumferede til sidst

Hobro var presset i bund i store dele af anden halvleg, men snuppede alligevel alle tre point mod AGF

Foto: Michael Koch

Foto: Michael Koch

HOBRO: Hobro IK fik fredag aften sæsonens første hjemmesejr, da AGF blev sendt hjem fra DS Arena med et 2-1-nederlag.

Hjemmeholdet var ellers under pres i store dele af anden halvleg, men to minutter før tid afgjorde Martin Mikkelsen alligevel opgøret til hjemmeholdets fordel.

En skade til Jacob Tjørnelund gav debut til Adama Tamboura på venstre back, og foran den tidligere Randers-spiller fik også Jung-Bin Park debut.

Efter et par boldtab i kampens indledning trådte Hobros nye sydkoreaner i karakter efter 27 minutters spil, da han udnyttede Mads Jessens og Mayron Georges gode forarbejde til at sende Gökcan Kaya af sted mod mål. Kayas vinkel blev en anelse spids, men det forhindrede ikke den unge Hobro-spiller i at sende bolden forbi Steffen Rasmussen i AGF-målet, og så var sæsonens første hjemmebaneføring en realitet på DS Arena.

Minuttet efter var AGF tæt på at svare hurtigt igen, men Jesper Rask fik reddet Daniel A. Pedersens fine langskudsforsøg.

Efter 42 minutter var AGF igen nærgående, da en helt fri Kim Aabech lagde bolden tilrette for Mate Vatsadze. Georgierens forsøg blev dog blokeret af Thomas Hansen.

Derfor så det ud til, at Hobro kunne gå til pause med en føring, men i de allersidste sekunder i første halvleg dummede hjemmeholdet sig. Først lod man Alexander Juel Andersen slippe igennem i højre side, og på midten var Thomas Hansen uheldig at få skramlet bolden ind over egen målstreg, da Hobro-spillerens clearing først ramte målmand Jesper Rask og derefter røg tilbage på Hansen, der ikke kunne få afværget.

Hvor første halvleg var en forholdsvis lige affære, blev anden halvleg præget af stor AGF-dominans.

Anden halvlegs første store mulighed tilfaldt også gæsterne, men denne gang var skæbnen Hobro nådig, da Danny Olsen bankede bolden langt over mål i helt fri position.

Efter en times spil fik AGF en ny god mulighed, da Thomas Hansen begik frispark på kanten af feltet, men Kim Aabech sparkede et godt stykke over mål.

13 minutter før tid var AGF igen nærgående, men Jesper Rask hev en flot redning frem på Ahmed Yasins glimrende forsøg. I kampens døende minutter snuppede Hobro imidlertid alle tre point, da Kasper Povlsen fandt en helt fri Martin Mikkelsen, der med det ellers kolde højre ben sendte bolden ind bag Steffen Rasmussen.

Dybt inde i overtiden sikrede målmand Jesper Rask så endegyldigt Hobro alle tre point, da han hev en stor redning frem på Ahmed Yasins langskudsforsøg.

Sejren sender Hobro IK over nedrykningsstregen i Alka Superligaen.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.