Hobro-trup håber på arbejdsro

HOBRO:Så skal de snart til det igen hos Hobro IK. Efter denne sæson overtager Søren Kusk trænerposten fra Calle Facius, og det bliver det fjerde trænerskifte på cirka to år. Hobro-anfører, Peter Mark fortæller, at de mange forskellige ansigter på sidelinjen er blevet et stort samtaleemne i spillertruppen. - Vi har snakket meget om det og set ud fra træningen, tror jeg ikke, at det vil påvirke vores spil, siger Peter Mark. Han håber dog, at der nu vil blive skabt ro omkring trænerposten for et stykke tid. - Hver træner kommer med nye ideer, og det er svært at falde ind i et system for så at skifte igen et halvt år senere. Så bliver det svært at skabe stabilitet, mener Peter Mark. Når Hobro i dagens kamp mod Holstebro skal bevise, at de kan bevare fokusset på fodbolden, bliver det uden Peter Mark. - Jeg bøjede nogle ribben i sidste kamp mod AB 70. Jeg håber at blive klar til kampen mod Varde, men det er meget dag til dag med sådan en skade, forklarer Hobro-anføreren. Hobro er i øjeblikket syv point foran Holstebro, som indtager pladsen lige under nedrykningsstregen.pete