Hobros blå eftermiddag i rollespillenes tegn

Søfolket, Skovfolket og Slettefolket genfriskede sommerlejr-minder under FDFs Blå Dag på havnen i går

Jesper Poulsen
Se, hvad vi kan. Skovfolket, Slet­te­fol­ket og Sø­fol­ket gav på skift prø­ver på de­res due­lig­hed un­der Blå Dag på hav­nen. FDF’erne op­tråd­te med de­res rol­le­spil på den ny­li­ge som­mer­lejr. Foto: Martin Dam­gård
Havne 26. august 2007 06:00

HOBRO: ”Kom, og hør om fremtiden i dag. For i morgen er den jo allerede blevet fortid, besværger den mystiske spåkone i sit lokkende tonefald. Gysende rykker vi lidt nærmere på pladsen ved Havnen, hvor FDF’ere ellers blåsværmer og hygger om publikum. Men ikke ret langt derfra ryger en finke eller tre af panden. Skovfolket, Søfolket og slettefolket har trukket sværdet og kæmper ivrigt på blanke våben i ringen. Lykkeligvis ikke med dødelig udgang. Nogen har i virkeligheden udset de tre folk til at være gode venner og sammen bekæmpe det onde. Sådan lød den hemmelige mission på den nylige sommerlejr i Grenaa, hvor små og lidt større FDF’ere udfoldede sig i et rollespil. - Og det var bare rigtig spændende. Men som riddere, krigere eller hærførere er man nødt til at bruge sit våben for at blive bedre til at slås. Derfor øver vi her på havnen, forklarer 15-årige Rasmus Hjorthøj, hærfører for Slettefolket. Som udgangspunkt så de tre folk hinanden som fjender. Kun hærførerne kendte den sande mission: At finde de rette rekvisitter til at hjælpe ærkeengelen Gabriel med at uddrive det onde. Til det ædle formål må man nødvendigvis stå sammen og ikke bekæmpe hinanden. - Alle har virkelig brændt for rollespillet, og så er Blå Dag på havnen jo en fin måde at præsentere temaet fra årets sommerlejr, fremhæver Lone Kalstrup, FDF-formand i Hobro, der også deltog som ”tante” og serverede mad på lejren. - Ungerne var rasende sultne af den friske luft. At se store og små hygge sig sammen på lejren var en ren fornøjelse, siger hun. Blæsten sørger for, at lejrbålet kan mærkes viden om. Og måske lokke flere borgere til havnefronten. 22-årige Marie Nissen var nok kommet alligevel. Hun er igen trukket i den blå trøje, hun ikke har båret siden barnsben. - Jeg kendte nogle af lederne og fik lysten tilbage. Så nu er jeg leder for en gruppe tumlinge, betror Marie.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...