Høegh: Stadig bagerst i køen

Salget af Emil Berggreen ændrer umiddelbart ikke det store for Dennis Høegh

Foto: Michael Bygballe

Foto: Michael Bygballe

BELEK:Efter salget af Emil Berggreen har Dennis Høegh fået en konkurrent færre i Hobros angreb.

Torsdag fik den tidligere AGF-spiller så 90 minutter på banen i 1-1-opgøret mod ungarske Soroksár, men det ændrer ikke nødvendigvis det store for Høegh.

- Jeg tror stadig, at jeg står bagerst i køen. Jeg skulle nok have scoret for at gøre bedre reklame for mig selv, lyder erkendelsen fra Dennis Høegh.

Nogen tro kopi af Emil Berggreen bliver Dennis Høegh under alle omstændigheder næppe.

- Det er ikke min favorit at ligge alene på toppen, men jeg prøver på at lære det. Jeg synes, at det spillemæssigt gik udmærket, men jeg ville gerne være kommet frem til lidt flere chancer, og så skulle jeg selvfølgelig have scoret på den store chance, jeg havde i første halvleg, siger Høegh med henvisning til en mulighed, hvor angriberen efter en flot soloaktion sparkede forbi mål alene med den ungarske målmand.

Torsdagens 90 minutter ændrer ikke på, at Dennis Høegh tvivler på, at han er cheftræner Jonas Dals foretrukne mand, når det 22. februar går løs i Alka Superligaen mod SønderjyskE.

- Som det ser ud nu, tror jeg ikke, at jeg kommer til at spille, men jeg har heldigvis stadig et par uger til at spille mig tættere på holdet, siger Dennis Høegh.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden