Høflig uopmærksomhed

Det er slet ikke så ligetil at begå sig i den offentlige transport.

De uskrevne regler, vi agerer efter, når vi tager bussen, er måske både ubevidste og uskrevne, men de er også som et udtryk for de værdier og generelle normer, vi har for vores adfærd og sociale orden, en del af vores fælles kultur. Så vi forventer som noget selvfølgeligt, at alle de andre, der skal med bussen, også har en ide om, hvordan man gebærder sig. Om ikke andet, så bliver normerne tydelige, når de brydes. Det begynder allerede ved busstoppestedet, hvor sproget endda understreger det kulturelle moment. Køkultur siger vi og lægger især mærke til, når den ikke fungerer. I første omgang er den ikke interessant. Det begynder nemlig anderledes, fremgår det af studierne i felten. Her træder de første såkaldte interaktionsmønstre i kraft: Med mindre man kender en, der allerede venter på bussen, stiller man sig for sig selv – så langt fra de andre, at man har en slags privatsfære, en social afstand, hvor berøring ikke kan foregå, og så stor, at det ikke forventes, at man taler med de omkringstående. Når bussen er i sigte, sker der noget: Folk klumper mere sammen, tager forskud på den trangere plads i bussen. Den sociale afstand skrumper ind men ikke længere, end at en personlig afstand stadig er i kraft. Fysisk kontakt er mulig men sjælden. Inde i bussen sætter vi søgeblikket på. Hvor er de andre - og hvor er der et ledigt sæde? Her kan indtræde kortvarig øjenkontakt mellem passagererne. Vi viser de andre, at vi har set dem, men lige så hurtigt trækker vi øjnene til os: jeg har set dig, men du er ikke mål for min særlige nysgerrighed eller interesse. Det kaldes for høflig uopmærksomhed. Imens har vi udset os en bastion. Helst så langt fra de andre passagerer som muligt og slet ikke ved siden af en anden, hvis det kan undgås. Vi indtager altså et dobbeltsæde. Lægger tasken ved siden af som for at markere det private territorium, og som et supplement til dette umisforståelige barrieresignal anlægger vi vores bedste uendelighedsblik. Vi stirrer ud i luften på ingenting eller bare ud af vinduet. Samtidig er vores høftige uopmærksomhed slået til. Vi ved, hvad der foregår, og vi opfatter, når nogen nærmer sig vores private rum. Hvis vi er i godt lune, gør vi måske plads. Og hvis vi gør, er det højst sandsynligt med et lille symbolsk hop i sædet. Ikke egentlig for at flytte os, men for at tilkendegive, at vi har set den nyankomne. Blikket? Det flytter vi igen på uendeligt, men det afhænger af den nytilkomne, i hvilken retning. Ser den nye passager forbi os og ud af vinduet, gør vi ligesådan. Vi skulle nødig komme til at se på hinanden, selv ved et uheld, så vores øjne bevæger sig, hedder det i rapporten, nærmest som et par synkrone vinduesviskere. Som udgangspunkt forventer vi ikke, at nogen i bussen taler til os. Tværtimod ville vi blive højst forbløffede, hvis det skete, og højst svare med enstavelsesord og så godt som aldrig sige den pågældende imod. Når vi sidder i en bus, foretrækker vi at være os selv nok, at indgå i en ufokuseret interaktion. Med mindre vi er en ældre dame eller herre. Denne særlige udgave af passagerarten ses oftere end andre at udøve verbal kommunikation under buskørsel, fremgår det. Ganske vist ikke om noget dybere emne og også ofte ret kortvarigt af den simple grund, at henvendelsen nemt vækker mishag, specielt hos unge mænd, ses det, som føler intimiteten direkte ubehagelig. Vi nærmer os vort bestemmelsessted. Det kræver nye attituder. Vores nye sædenabo har i sagens natur også aktiveret sit uendelighedsblik, men eftersom vi ved fra os selv, at hun samtidig udviser høflig opmærksomhed, behøver vi ikke at bede om at komme ud. Vi har nemlig indtil flere andre muligheder for at udnytte situationen: Vi kan gøre kort proces og række hånden over og trykke på stop-knappen. Vi kan måske tage handsker på eller bare rette os op i sædet. Hun vil vide, hvad det betyder, uden at vi behøver at interagere verbalt med hinanden. Og rejse sig….Vore intentionsbevægelser er tydet korrekt. Og således overgår vores indlærte sociale adfærd snart til de normer, der knytter sig til korrekt udstigning Vi giver os i kast med et sirligt mønster, flettereglen, som uden direkte fokuseret interaktion gør det muligt for os at forlade bussen i en vis hastighed. Uden at røre ved nogen og med skyldigt hensyn til dilemmaet mellem høflig etikette og praktisk behov. Var der nogen, der sagde, at det er ukompliceret at køre i bus!