Danmark

Høfligheden på retur

Omgangsformerne ændrer sig, men er det godt nok, som det opleves i dag? Er jeg ved at blive en sur gammel brokmås, eller er jeg bare vågen og opmærksom på, at nogle af vores almindelige omgangsformer er i skred, for ikke at sige i frit fald og i fare for at blive afløst af andre, der ikke just er styret af begrebet høflighed?

”Velkommen. Kom indenfor. Hvad kan jeg hjælpe med. Hvor vil I sidde. Smager det godt? Var der andet, jeg kunne hjælpe med. Tak for nu og velkommen igen.” Hvem kan have sagt det? En dansker på en dansk restaurant? Nej, slet ikke, men nogenlunde sådan faldt de venlige bemærkninger på en restaurant i Stockholm sidst i januar i 2009. Og vi to danskere, der var sammen her, så på hinanden og spurgte nærmest i munden på hinanden: Hvad sker der her? Kan du høre forskellen? Det ligner da ikke København? Hvad er det egentlig, der er sket? Har jeg mon ikke ret, når jeg synes, at omgangstonen og omgangsformen i Danmark mere eller mindre umærkeligt og over tid synes at have ændret sig fra det naturligt høflige til det langt mindre høflige, for ikke at sige – ofte direkte uhøflige. Det er vel sket i en glidende bevægelse, og man skal måske udenlands som jeg her og opleve noget andet, før det går op for en, hvad det er, der er sket. Jeg er årgang 1946, altså i skrivende stund 63 år, og jeg har derfor kendt andre tider, andre vaner og andre manerer. Er det ikke, som om vi ikke rigtig interesserer os for hinanden mere? Som om vi ikke gider hinanden og er ligeglade med, hvordan næsten har det. Det er os selv, der er vigtigst, det er ikke de andre. I mange sammenhænge synes det at være mig, mig selv og så lige mig selv igen. Vi er os selv nok Spørgsmålet er ret enkelt: Har der sneget sig en generelt dårlig vane ind, uden at vi rigtig har været opmærksom på det og har reageret effektivt imod det? Eller er der slet og ret tale om en nutidig rendyrket ligegyldighed overfor andre mennesker, altså mere en slags ond vilje end egentlig dårlig vane.Undervejs har de fleste af os prøvet at få en dør i hovedet, hvor den før blive holdt af den velopdragne person, der gik ind før os. Vi har fået den berømte fuckfinger, der er kommet rappersproget og du i stedet for De. Vi hører sproget og tonen på gaden og i medierne ændre sig, men det sker ikke over en nat, så måske registrerer vi det ikke rigtigt, før der er sket de helt store forandringer. Vi ser heller ikke så ofte direkte på hinanden længere, mange af os har travlt med mobiltelefonen. Øjenkontakten er forsvundet mange steder, vi kan sagtens som det letteste i verden gennemføre et indkøb i et supermarked og gå gennem kasseapparatet uden at veksle hverken blikke eller ord med personen ved kassen. I bussen og i toget er det i høj grad det samme, heller ikke her ser vi på hinanden eller taler til hinanden. Vi sætter os bare ved siden af eller overfor hinanden uden et ord eller et blik, mange smækker fødderne op på sædet overfor. Vi er grove, ofte ganske ubehøvlede mod hinanden i trafikken, og vi taler tit ikke pænt til hinanden – men giver måske i stedet fuckfingeren. Vi sviner med graffiti, smider affald fra os overalt og regner med at andre samler det op efter os, og vi lader hunden besørge på gaden – uden at samle op. Eller vi lader hunden stå og gø i halve eller hele timer uden at overveje, om naboen kan holde ud at høre på det. Hvad er der sket? Skal det fortsætte sådan? Eller vil vi have det bedste af høfligheden tilbage – uden dermed at efterlyse overhøflige, unaturlige manerer med stænk af det servile eller fidele? Peter Olesen: ”Høfligheden – hvad blev der af den?”. Gyldendal. 104 sider, 149,95 kr.