Høge-direktør: Kun skader bekymrer
Frederikshavn White Hawks har haft en flot halvsæson - men januar kan blive en udfordring
Opdateret kl. 10:11
ODENSE: - Det gjorde udslaget, at vi holdt en enorm god disciplin. Vi holdt os fra udvisningsboksen, Georg Sørensen stod stærkt, og så var vi effektive på vores muligheder.
Henrik Andersen, direktør for Frederikshavn White Hawks, så onsdag aften holdet slutte 2015 med en fortjent sejr på 4-2 over Odense. Dermed indtager de fortsat førstepladsen i Metal Ligaen - fire point foran SønderjyskE.
- Det er meget meget tilfredsstillende. Vi har lagt en plan fra sæsonstarten, og den har holdt næsten hele vejen. Det eneste minus er, at vi har været rigeligt hårdt ramt af skader på angrebsfronten, siger Henrik Andersen.
Christian Chapman og Frederik Bjerrum sidder udenfor, og mod Odense måtte Sebastian Svendsen udgå igen. Han gjorde comeback tirsdag mod Odense efter næsten halvanden måneds pause på grund af en hjernerystelse.
- Han fik kvalme efter en ny hård tackling, så det bekymrer os noget. Ud fra holdets perspektiv betyder skaderne, at det ikke har været muligt at spille med fire kæde, som vi gerne vil. Det er ikke optimalt, når vi ser på, at vi starter 2016 med et meget hårdt program, siger White Hawks-direktøren.
Frederikshavn skal fra 5. januar spille fem kampe på 10 dage.
Henrik Andersen vil ikke udelukke, at det kan blive aktuelt at gå ud på transfermarkedet i januar.
- Der er penge tilbage på budgettet, så vi holder øjne og ører åbne. Der er dog ingen konkrete planer lige nu, siger direktøren.