Høge overvandt hurtige AaB-mål

AaB Ishockey førte 2-0, men White Hawks vandt fortjent 5-3 i sæsonens lokalslag nummer syv.

På mål af Lasse Lassen og Kasper Degn bragte AaB Ishockey sig i front med 2-0 efter blot 3.06 minuts spil i lokalslaget i Scanel Hockey Arena mod White Hawks, men høgene vendte opgøret i anden periode, hvor de gik fra 1-2 til en sikker føring på 4-2. I første periode stod Morten Lie for reduceringen til 1-2, og samme spiller udlignede til 2-2 i anden periode, hvorpå landsholdsangriber Jesper Jensen lavede to mål til føringen på 4-2. I tredje periode øgede Christian Schioldan til 5-2, inden Kasper Degn kort før tid fik reduceret til 3-5 for AaB. 1405 tilskuere overværede opgøret, og de to hold mødes igen på fredag i Aalborg. - Og kan vi fremvise lidt mere vildskab og arbejde lidt ekstra, er det ikke umuligt at vinde, vurderer AaBs Lasse Lassen. Omvendt mener høgenes Mads Bech, at hans mandskab er så meget bedre i øjeblikket, at de også napper sejren fredag.