Høge på pumper før lokalbraget

Det er op ad bakke for Frederikshavn White Hawks inden aftenens lokalbrag mod AaB Ishockey i AL Bank Ligaen.

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Cheftræner Henrik Christiansen regner ikke med Kennie Christensen mod AaB i aften. Foto: Henrik Bo

Høgene har tabt seks kampe i træk og er blevet overhalet af aalborgenserne i tabellen. Desuden fik man Kennie Christensen på en i forvejen lang skadesliste, da han i onsdagens kamp mod Esbjerg fik en tackling i hovedet og sandsynligvis har fået en hjernerystelse. - Inklusiv de spillere, vi har til U20 VM, så har vi nu otte mand ude, og det stiller store krav til de tilbageværende. De skal virkelig stå frem og kæmpe som sindssyge. Og det synes jeg faktisk, at de gør. Vi laver masser af chancer, men vi skal selvfølgelig til at have nogle point snart. Så vi må bare arbejde endnu hårdere, siger cheftræner Henrik Christiansen. Han tør ikke spå om, hvornår Andrew Sarauer, Christian Schioldan eller Mike Martin igen er til rådighed. Derfor har han problemer med bare at kunne stille tre kæder i øjeblikket. På målmandsposten har Frederikshavn White Hawks til gengæld fået flere muligheder efter Lasse Jensens tilbagekomst. - Han stod kampen i Esbjerg forleden og gjorde det ganske fornuftigt. Det er vigtigt, at vores førstemålmand Miroslav Lipovsky får en pause engang imellem, siger træneren.