Høgene drager mod Herlev

Frederikshavn White Hawks skal forsøge at fortsætte den gode stime, de er inde i, når de fredag møder Herlev

Nicolai Skovsgaard Tøfting
Lasse Lassen har været flyvende for Frederikshavn White Hawks i denne sæson. Arkivfoto: Bente Poder
Sport 28. november 2014 06:54

FREDERIKSHAVN: Fredag aften spiller Frederikshavn White Hawks den sidste kamp på udebane, før holdet rykker ind i den nye, gennemrenoverede isarena.

Der står Herlev Eagles på menuen, og det er formentlig en opgave, som nordjyderne skulle kunne overkomme. Herlev er placeret næstsidst i tabellen og har kun formået at skrabe 15 point sammen i 15 kampe. Kun oprykkerne fra Gentofte har skrabet færre point sammen end Herlev.

Samtidig har Frederikshavn White Hawks fundet melodien og vundet de seneste tre kampe - blandt andet over konkurrenterne i toppen af tabellen, Herning Blue Fox og SønderjyskE.

Frederikshavn White Hawks har allerede mødt Herlev Eagles en enkelt gang i denne sæson - og her var det faktisk lige før, at Herlev-holdet blev for stor en mundfuld for White Hawks. Først efter straffeslag lykkedes det nordjyderne at hive sejren hjem. Herlev Eagles kommer lige fra et nederlag på hele 5-0 til rækkens tophold, Odense Bulldogs - så sjællænderne har formentlig noget, de gerne vil have revancheret, når kampen går i gang klokken 20 i aften.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...