Høgene flyver i semifinalen

Ny fantastisk første periode knækkede Odense

FREDERIKSHAVN:Frederikshavn White Hawks havde ingen problemer med at lukke kvartfinaleserien imod Odense med en sikker hjemmesejr på 8-3, og dermed er holdet klar til semifinalen, der med al sandsynlighed bliver imod Herning, der har holdt pause siden de lukkede deres serie imod Herlev i fredags.

Og for anden kamp i streg lykkedes det for White Hawks at få en drømmestart. Alexander Ytterell tog en tur ind i mellem to backer på blueline og fra en ekstremt spids vinkel hamrede han pucken på stolpen, og inde foran mål var det Thom Flodqvist, der kunne følge op og sikkert sætte pucken op i nettaget.

Og lighederne med kamp nummer fire i Odense fortsatte. Efter 5.32 minutter blev det 2-0. Andreas Sundin kørte og tog sig til hovedet efter et slag, og derfor besluttede Kristoffer Jonsson at lægge pucken på mål fra en meget spids vinkel, og her gik den i mellem benene på Jens Holmström og gik i nettet til føring på 2-0.

Og ganske som i fredagens kamp kom Frederikshavn også på 3-0 omkring det syvende minut. Rasmus Damgaard røg i straffeboksen for gæsterne, og Kristoffer Jonsson kvitterede med sin anden scoring - det sjette svenske point i kampen.

Og bare 40 sekunder senere blev det også 4-0. Alex Barry tog sig noget, der lignede en lille hyggetur med pucken, satte to mand af og placerede sikkert pucken ved siden af Nicolai Lærke, der netop var kommet på mål for gæsterne.

Odense gav sig dog selv et lille håb, da Mathias Thinnesen fik styret en puck lagt på mål fra Rasmus Lyø og reducerede til 4-1.

Frederikshavn kom usikkert ud til anden periode og var tæt på at indkassere yderligere en reducering i undertal, men i stedet erobrede Alex Barry pucken og lavede en hurtig et-to kombination med Thomas Søndergaard, der fandt Barry helt inde under mål, hvor han sikkert kunne score til 5-1. Og en scoring i undertal kan knække de fleste modstandere.

Resten af perioden forløb uden de helt store muligheder, selvom gæsterne fra Odense naturligvis var dem, der pressede hårdest på.

Frederikshavns legestue var dog overstået og efter 4 minutter af anden periode lagde Alex Barry en super tværpasning til svenske Alexander Ytterell, der fra en snæver vinkel satte pucken højt oppe i målet - en meget flot scoring.

Og så dukkede frustrationerne op hos gæsterne, der måtte se Rob Ricci modtage en Game Misconduct Penalty for et regulært overfald på Kasper Kristensen, og da Odense fik endnu en mad i straffeboksen kunne Andreas Sundin gøre det til 7-1 på en pasning fra Alexander Ytterell. Og stadig i overtal kunne Nicolai Meyer gøre det til 8-1 på endnu en sassist fra Ytterell, der dermed nåede op på 14 point i fem slutspilskampe.

Søren Pedersen satte punktum for den underholdende kamp med en flot reducering til 2-8 cirka fem minutter før tid. Og 8-3 blev det også bare 10 sekunder før tid, da Mark Mieritz satte pucken i nettet.

Frederikshavns modstander i semifinalen kendes først, når alle serier er færdigspillede - det bliver de tidligst tirsdag, når Rødovre tager imod Aalborg i sjette kamp.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.