Høgene slået på hjemmebane
Frederikshavn White Hawks tabte den tredje kvartfinalekamp mod Odense med 3-5

Rasmus Søndergaard bragte Frederikshavn White Hawks i front med 1-0 mod Odense. Siden gik det gruelig galt.Arkivfoto: Lars Pauli Lars Pauli
FREDERIKSHAVN:Det lignede en let vej til semifinalen.
Men nu kommer Frederikshavn White Hawks alligevel på hårdt arbejde.
Efter at have vundet de to første kvartfinaler i Metalligaen mod Odense kollapsede høgene periodevis i den tredje og tabte tirsdag aften hjemme med 3-5.
White Hawks lagde ud i et højt pres og fik tiltvunget sig et overtag fra start.
Det resulterede i et hurtigt mål, ganske flot sat ind fra afstand af Rasmus Søndergaard. Hjemmeholdet virkede afklaret, men havde ikke fuld kontrol i første periode mod et Odense-hold, der kæmpede desperat for at hænge på ved udsigten til en tidlig exit af kvartfinale-serien.
Trods fire minutter i undertal formåede gæsterne at skabe flere store chancer. Men Daniel Hansen i høgeburet reddede flot hver gang.
Men i 2. periode gled initiativet langsomt fra hjemmeholdet. Odense brændte et par gigantchancer, inden den fortjente udligning omsider kom i powerplay. Scoringen gav Odense blod på tanden, og i fortsættelsen satte fynboerne hjemmeholdet under hårdt fysisk pres.
Høgene virkede forstenede og kom da også bagud med både 1-2 og 1-3 få minutter efter udligningen.
Og kort før periodens udløb begik målmand Daniel Hansen en gigantbrøler, da kan kom langt ud at sit mål for at slå pucken væk - desværre for hjemmeholdet direkte til en modspiller, der havde let ved at nette.
Fire fynske mål på syv minutter... og en kamp, der var vendt på hovedet.
I tredje periode fik Andreas Sundin reduceret til 2-4 i powerplay, og med 12 minutter tilbage fik Kristoffer Jonsson scoret til 3-4. Høgene spillede nu offensivt og aggressivt og havde chancerne til den udlignende scoring.
I stedet blev det Odense, der lukkede kampen.
Den fjerde kvartfinale i serien, hvor der spilles bedst af syv kampes, afvikles fredag i Odense.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.