Høgene sled sig til sejr i Aalborg

Piraternes Nicolai Meyer lignede ellers længe en matchvinder

Mathias Hove Andersen
Frederikhavn White Hawks havde problemer i Gigantium Isarena, men høgene arbejdede sig tilbage i kampen. Foto: Torben Hansen
Sport 18. september 2015 21:18 - Opdateret 19. september 2015 08:26

AALBORG: Den nye sæson i Metal Ligaen blev åbnet fredag aften med et nordjysk lokalbrag, hvor Aalborg Pirates tabte 4-6 til Frederikshavn White Hawks.

Inden kampen blev 24-årige Christian Nordentoft hyldet af fans fra begge lejre. Forwarden, der har repræsenteret både Frederikshavn White Hawks og Aalborg Pirates, blev tvunget til at indstille sin karriere tidligere på året efter en alvorlig hjernerystelse, og han fik en værdig afsked med de nordjyske hockeyfans.

Opgøret i Gigantium Isarena fik en livlig åbning med pæne muligheder i begge ender. Efter tre minutter og 40 sekunders ishockey blev favoritterne fra Frederikshavn ramt af kampens første udvisning, da Niclas Edman blev sendt i straffeboksen for hooking, og det blev hurtigt straffet.

Meyer med målene

Piraterne indledte en belejring, hvor høgene stod dybt i egen zone, og efter et blokeret skud gled pucken hen foran Nicolai Meyer, der resolut hamrede den i nettet til 1-0. Få minutter senere stod den tidligere Frederikshavn-spiller ganske umarkeret ved bagerste stolpe, hvor han let kunne trykke pucken i mål til 2-0.

Midtvejs i perioden meldte gæsterne sig så ind, da svenske Jacob Dahlström tog sagen i egen hånd og reducerede hjemmeholdets føring til 2-1. Efterfølgende pressede frederikshavnerne fint på i to separate powerplays, men fire minutter i overtal var ikke nok til at udligne.

I stedet kunne Nicolai Meyer score sit tredje mål i perioden, da han fra en relativt spids vinkel i venstresiden formåede at klaske pucken ind til 3-1. Det var også stillingen efter første periode.

Listige Olle Liss

Der var blot spillet 49 sekunder af anden periode, da piraterne igen kom på tavlen. Nicolai Meyer måtte denne gang ”nøjes” med en assist, da han fandt Olle Liss i højresiden. En tværpasning lignede den oplagte løsning, men svenskeren stolede i stedet på sin egen tekniske kunnen. Med et par hurtige træk sagde han farvel til sin direkte oppasser, og derefter scorede han sikkert til 4-1.

Godt seks minutter inde i anden periode fik høgene held med at score i powerplay, da Adam Miller sendte et skud mod mål. Det så dog ud til, at hjemmeholdets Christoffer Lindhøj var uheldig med at dirigere pucken ind via den ene skøjte.

Med seks minutter tilbage af perioden måtte aalborgenserne spille 29 sekunder med to mand i undertal, men White Hawks formåede ikke at reducere yderligere. Marcus Lundell lukkede effektivt af i målet, og derfor var stillingen fortsat 4-2 efter de første 40 minutter.

Comeback til sidst

Aalborg Pirates blev hurtigt ramt af en udvisning i begyndelsen af tredje periode, hvor Robin Karlsson blev sendt til afkøling, og denne gang der ingen nåde fra gæsterne. Colin Vock tog smart pucken med ind foran kassen, hvor han i overbevisende stil reducerede piraternes føring til 4-3.

Med 11 minutter og 46 sekunder udlignede Colin Vock til 4-4. Denne gang med et velplaceret skud, der akkurat kunne snige sig ind ved foden af den fjerneste stolpe.

Med 22 sekunder tilbage på uret afgjorde gæsterne kampen, da pucken blev sendt op i nettaget af Colin Vock, som dermed scorede hattrick. Fem sekunder før tid lukkede og slukkede Steffen Klarskov Nielsen med en scoring i tomt mål. Aalborg Pirates tabte således 4-6 til Frederikshavn White Hawks. De to hold mødes igen lørdagen aften i Frederikshavn.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...