Høgene sparer finne

Teemu Normio får formentlig lov til at stå over igen i aften, når White Hawks tørner ind i AaB Ishockey.

Mens krisen kradser alvorligt i AaB Ishockey tyder alt på, at Frederikshavn White Hawks sikkert kører tredjepladsen hjem i grundspillet i AL-Bank Ligaen. - Vi er 13 point efter Herning på andenpladsen og 12 point foran Hvidovre på fjerdepladsen, så det ligner en tredjeplads til os, og derfor vil vi heller ikke sætte alt ind på at få vores finske angriber, Teemu Normio, med i aften i Aalborg, da han stadig ikke er helt ovre en længere sygdomsperiode, siger White Hawks cheftræner Henrik Christiansen. - I tirsdagens hjemmesejr på 5-3 over AaB Ishockey skulle vi lige i gang efter 11 dages kamppause, men selv om vi kom bagud 0-2, var jeg aldrig nervøs for udfaldet. - Og selv om vi faktisk manglede fire spillere i truppen, kørte vi hele tiden på med fire kæder, og det vil vi også gøre i aften, understreger Henrik Christiansen. Høgene fører med 5-2 efter de første syv kampe i det interne, nordjyske regnskab.