Høgene tabte i sandt drama

Frederikshavn White Hawks tabte lørdag aften 1-3 i den anden kamp i kvartfinale-serien, hvor Odense Bulldogs nu fører 2-0 i kampe. White Hawks trak sorteper i en hæsblæsende afslutning.

Miroslav Lipovsky stod en god kamp lørdag aften i den anden kvartfinale hjemme mod Odense Bulldogs. Han gik dog lidt ned på knæ ved den kontroversielle scoring til 1-2 og åbnede derfor det ene målhjørne helt op for Rob Ricci.
Foto: Lars Pauli

Miroslav Lipovsky stod en god kamp lørdag aften i den anden kvartfinale hjemme mod Odense Bulldogs. Han gik dog lidt ned på knæ ved den kontroversielle scoring til 1-2 og åbnede derfor det ene målhjørne helt op for Rob Ricci. Foto: Lars Pauli

Frederikshavn White Hawks indkasserede sent lørdag aften et bittert nederlag på 1-3 hjemme mod Odense Bulldogs i den anden af op til syv kampe i kvartfinale-serien i ishockey, og fynboerne fører nu 2-0 i kampe. Gæsterne kom først foran 2-1 med tre minutter og 43 sekunder igen, og den scoring signeret Rob Ricci afstedkom kæmpeprotester fra White Hawks-lejren, der appellerede for offside, men tv-billeder viste dog, at der vist ikke var noget at komme efter. I det benhårde og knivskarpe opgørs døende sekunder cementerede Odense Bulldogs Morten Andreasen så sejren med en scoring til 1-3 i et tomt mål, da White Hawks satsede alt med den velspillende keeper Miroslav Lipovsky pillet ud for at styrke offensiven i en sidste alt-eller-intet-aktion. Og man følte virkelig med det frustrerede White Hawks-mandskab, der fightede, så det slog gnister i et helt tæt og jævnbyrdigt opgør. Skudstatistikken var nærmest helt lige, men White Hawks evnede ikke at udnytte, at Odense Bulldogs indkasserede fire to minutters udvisninger i tredje og sidste periode, mens White Hawks enlige først kom til Mads Bech Christensen med under ét minut igen ved stillingen 1-2. Opgørets to første fuldtræffere kom i første periode. Andreas Sundin bragte Odense Bulldogs foran efter knap fem minutters spil, mens Andrew Sarauer udlignede til 1-1 for White Hawks efter lidt over ni minutter spil. Anden periode endte uden scoringer i et tæt og spændingsfyldt opgør. I tredje periode havde først Steffen Klarskov en pæn mulighed for at bringe White Hawks foran 2-1, og midtvejs i tredje periode måtte White Hawks Dominic Leveille se pucken prelle af på Odense Bulldogs overligger. Meget pegede derfor i retning af, at White Hawks ville nappe sejren og udligne til 1-1 i kampe i takt med, at Odense Bulldogs blev ved med at indkassere udvisningerne i de sidste 20 minutter, men White Hawks slog ikke til i powerplay-situationerne. Tredje kvartfinale spilles i Odense på tirsdag, og til den tid skal White Hawks-spillerne meget gerne have fået frustrationerne ud af kroppen ovenpå det bitre nederlag lørdag aften foran blot 811 tilskuere i Frederikshavn.
Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.