Høgetræner: Egen avl er bedst

Frederikshavn White Hawks er langt om længe en overskudsforretning, men det får ikke Henrik Christiansen til at drømme om dyre stjernespillere.

Et overskud på 869.628 kroner får ikke cheftræner Henrik Christiansen i Frederikshavn White Hawks til at drømme søde drømme om en stribe stjernespillere til Vendsyssel. - Forhåbentlig kan vi i næste sæson øge spillerudgifterne lidt, men jeg er udmærket klar over, at der fortsat er en stram økonomi, der ikke levner plads til det store spræl, siger høgetræneren. Henrik Christiansen befinder sig nu også bedst med at gøre spillere af egen avl til ligaprofiler, og økonomisk er det en klar gevinst for White Hawks at satse på de lokale. Flere goder - Men vi kan dog ikke for altid være sikre på, at vi kan beholde spillerne i Frederikshavn. Efter sidste sæson mistede vi den blot 16-årige angriber Nicolaj Meyer til svensk ishockey, og i denne sæson har tvillingerne Martin og Mikkel Højbjerg været til prøvetræning i Sverige dog uden at få kontrakt. - Fremover skal vi sørge for i vores kontrakter, at ingen kan rejse andre steder hen i selve sæsonen, men for at sikre os talenterne i Frederikshavn kan det blive nødvendigt at tilbyde flere goder, og det behøver ikke nødvendigvis at være penge. - Vi har en målsætning om at komme med i en finaleserie senest i 2014, og at det skal ske med lokale helte som bærende kræfter, og den linje kører vi fint efter, understreger Henrik Christiansen.