Lokalpolitik

Høgsbro-sag på nettet

Digitale sympatitilkendegivelser strømmer ind til fyret lærer

HALS:Hals Kommunes digitale gadekær - hals.dk - er i disse dage lige så besøgt som en legetøjsforretning i dagene op til jul. Sjældent har så mange bidraget til debatten i cyberspace, og langt de fleste indlæg handler om den såkaldte Høgsbro-sagen, hvor Hals Kommune uretmæssigt fyrede Henriette Høgsbro fra en stilling som børnehaveklasseleder på Hou Skole. Kommunen har fået et advokatfirma til at udarbejde en uvildig rapport, der skulle fastlægge, om Hals Kommune har begået fejl i fyringssagen mod den tidligere børnehaveklasseleder. Konklusionerne fra den uvildige rapport har man kunnet læse de seneste dage i hovedavisen i NORDJYSKE. Rapporten påpeger, at kommunen i sagen mod Henriette Høgsbro har handlet i strid med loven ved først at fortælle den forhenværende børnehaveklasseleder, at hun kunne fortsætte sit arbejde på Hou Skole, hvis hun startede på arbejde efter sygemelding på en bestemt dato for siden at tilbagekalde det løfte. Det må man ikke, fastslår rapporten, og det har for alvor sat gang i debatten på hals.dk. Sympatien på en side Siden 12. december er der strømmet 67 indlæg ind på internetsiden, og i alt har 11 forskellige debattører følt behovet for at komme til tasterne. Langt de fleste indlæg giver Henriette Høgsbro et skriftligt klap på skulderen. Inger Bendiksen skriver eksempelvis: "TILLYKKE MED SEJREN!!!! Tillykke er vist ikke det rigtige ord, hvis det skal anskues i forhold til de pinsler og fornedrelser, du har været igennem". V. Jensen er af samme holdning. Hun skriver: "Hvor er det skønt, at Henriette nu kan bevise sin uskyld...... Tillykke Henriette, du fortjener den oprejsning". Hug til byrådet Omvendt flyder der ikke mange roser til byrådet i det digitale gadekær. Den generelle holdning er, at Henriette Høgsbro har været nok igennem, og nu må kommunen betale hende de 300.000 kroner i erstatning, som hun forlanger for uberettiget afskedigelse. For eksempel skriver Poul Jensen, at sagen nu bør afsluttes med "genoprejsning til Henriette Høghsbro. Erstatning og uforbeholden undskyldning fra kommunen. Retsagen bør stoppes og kommunen bør indgå forlig". Inge Johansen går endnu videre hun skriver: "Forslag til Hals Kommune! Såfremt byrådets politikere og deres rådgivere fortsat ønsker en retssag i Henriette Høgsbro sagen, så betal den af egen lomme". Læs mere om Høgsbro-sagen i dagens hovedavis.