Trafikulykker

Høj hastighed kostede 19-årig livet ved Nibe

Bil med fem uden sele slog flere kolbøtter

NIBE:Ifølge vagthavende hos Aalborg Politi var meget høj hastighed med i billedet, da en 19-årig mand kort efter midnat natten til fredag mistede livet ved en trafikulykke på Løgstørvej umiddelbart vest for Nibe. Den 19-årige mistede herredømmet over bilen i en svag højrekurve ved Sølyst Camping. Kort forinden havde han overhalet en anden bilist, som til politiet har oplyst, at ulykkesbilen på det tidspunkt kørte med enormt høj hastighed, formentlig cirka 160 km/t. Den forulykkede bil kørte med bagenden i grøften og slog flere kolbøtter, før den havnede på en mark. Både chaufføren og de fire passagerer i bilen blev slynget ud af bilens bagrude. En anden 19-årig mand pådrog sig alvorlige kvæstelser ved ulykken; de øvrige tre passagerer fik mindre skader. Hverken chauffør eller passagerer var iført sikkerhedsseler. Aalborg Politi efterkommer et ønske fra den dræbtes pårørende om, at hans navn ikke offentliggøres.