Tyverier

Høj PH-værdi ved indbrud

Indbrudstyvene smøgede ærmerne op, da de tidligere på ugen lænsede et sommerhus i Tornby for ikke så få effekter.

Huset ligger på Gindrupvej, og der er blevet brækket et vindue op i tidsrummet fra klokken 15 mandag til onsdag aften klokken 20.45. Der er stjålet fladskærm, mikrobølgeovn, vaskemaskine, tørretumbler og PH-lampe. Politiet har konstateret, at der er spor i sneen ved huset efter et køretøj og to personer, som har været i aktion. Politiet hører gerne fra eventuelle vidner på nummeret 114.