Høj puls i svømmebassinet

Leddene skånes, men musklerne arbejder på højtryk ved at dyrke vandaerobic

Arden 22. september 2002 08:00

ARDEN: - Ikke noget med at stå stille, bevæg armene. Vi skal ned og bruge musklerne - op at stå på tæerne. Helt ned til låret og op langs maven. Brug jeres arme!! De heftige kommando-råb skærer igennem rytmepulsen fra musikanlæggets gamle grandprix-slagere, som enhver på besøg i et aerobiclokale oplever det. Blot befinder vi os ikke i en gymnastiksal, men i Arden Svømmehal. Her dyrker overvægtige kvinder for tiden vandaerobic hver lørdag formiddag, og tempoet er næsten fra starten højt. Snart rives denne lørdags 15 deltagere med af aerobic-instruktør Maja Eskildsens tempo-insisterende tilrettevisninger. For det gælder om at få pulsen op. Og ned. Og op igen. Også, hvis man er overvægtig og dyrker vandaerobic. - Jeg fokuserer meget på pulsen. På at få den op i intervaller, som når man eksempelvis spurttræner. Det forbedrer konditionen, øger deltagernes velbefindende og dermed deres lyst til at bevæge sig. Og med en god kondition forbrænder man tilmed også lidt mere fedt, forklarer Maja Eskildsen, som er fra Arden. Et spark bagi Og det med fedtforbrændingen er bestemt ikke uvæsentlig for deltagerne. - Næh, for jeg har desværre taget nogle af de 18 kilo, som det lykkedes mig at tabe på Kurcenter Mariager Fjord, på igen, beklager Linda Bach, Arden. - Men jeg synes, det er dejligt at komme her i svømmehallen. Man går herfra med en tilfreds følelse af at have givet sig selv et spark bagi. Det er undertiden hårdt, men ikke for anstrengende. Lidt som på kurcentret i Hobro, vurderer Linda Bach, som er med for tredje gang. Men hvorfor lige i en svømmehal? - Fordi man ved at bevæge sig i vand undgår at belaste led, mens man til gengæld bruger flere musker og mere energi på at bevæge arme og ben, forklarer Maja Eskildsen. Forventningsfuld Annette W. Madsen debuterer denne lørdag og er spændt. - Jeg har mødt andre på kursus i kostsammensætning, som har anbefalet det her. Og så elsker jeg at bade. Jeg har da dyrket sport såsom håndbold - men må nok erkende, at det kniber med at få bevæget mig nok. Det håber jeg at få gjort her, siger hun forventningsfuldt. Og en positiv overraskelse har det været - også for Lea Lybek Pedersen fra Oue. - Helt bestemt. Min mor så annoncen i avisen, og jeg synes da nok, at vand-aerobic lød lidt mærkelig. Men det er virkelig sjovt at være med til, og man føler sig dejlig træt i kroppen bagefter, siger Lea Lybek, der også dyrker lidt håndbold i Doense-Vebbestrup IF. - Man får virkelig pulsen i vejret og forbedrer konditionen ved at bevæge kroppen i vandet og mærke modstanden. Man mærker samme velvære, som når man har cyklet eller løbet en tur. Men her går det bare ikke ud over ledene, supplerer Bente Bruun fra Haverslev. Skydegodt Men hvad mener så Annette W. Madsen fra Hobro. Levede vandaerobic op til forventningerne? - Helt bestemt. Det er lidt hårdt, men kanongodt. Bedre end jeg havde forventet, forsikrer hun. Træt? - Det har jeg ikke tid til, for i eftermiddag skal jeg deltage i Hobro Skyttelaugs skydning, og så dur det jo ikke at ryste på hænderne, funderer Anette W. Madsen. Foreløbig 27 har meldt sig til den ugentlige vand-aerobic for overvægtige, som fortsætter hver lørdag formiddag indtil 23. november. Der er endnu nogle ledige pladser mod henvendelse hos Sund By Butikken i Arden.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...