Høj søgang i Frederikshavn midtby

18 elever fra HF-Søfart gav deres bud på en ny og mere spændende midtby

18 elever fra HF-Søfart kom med nye idéer til indretningen af Frederikshavn midtby.
Frederikshavn 13. maj 2015 15:48

FREDERIKSHAVN: 18 elever fra HF-søfart var forleden inviteret i Maskinhallen for at bidrage med viden og perspektiver på det, de finder interessant ved en by.

Deres besøg i Maskinhallen er en del af processen med at udvikle Frederikshavn midtby.

For Frederikshavn Kommunes erhvervsliv er i vækst. Med de store havneudvidelser er der flere tusinde lokale jobs på vej, og det giver Frederikshavn et stort potentiale for at vokse både indbyggermæssigt og økonomisk. Her er midtbyudviklingen et led i at indfri det potentiale, ved bl.a. at udnytte de store centrale arealer, som bliver ledige, når den kommunale administration samles på Rådhuset.

Kreative input

I mødet med eleverne var der derfor fokus på en række spørgsmål, hvor de unges svar og input giver en spændende indsigt i de styrker, svagheder og ikke mindst potentialer, som Frederikshavns bymidte har.

Det var spørgsmål såsom: hvilke stemninger og fornemmelser ønsker de unge at opleve og være en del af, når de i alderen 17-21 bevæger sig rundt i bymidten? Hvor ser de styrker og potentialer for Frederikshavn? Hvilken fremtid ser de for sig selv i byen og på hvilke måder bruger de allerede bymidten?

Alt dette og mere, fik eleverne fra HF-søfart tid til at gruble over og se efter, idet deres arbejde bl.a. bestod i at finde og vise nogle af de steder i byen, der netop matcher deres ønsker eller indeholder et potentiale for udvikling.

Overraskende svar

Flere af deres svar var både overraskende og interessante. De fleste af eleverne er tilflyttere til Frederikshavn – og ser dermed byen med andre øjne.

For eksempel synes eleverne, at en by skal være ”up-to-date” og skal have mødesteder og ”rum”, hvor man kan mødes i midtbyen uden at være synlig for alle der vandrer forbi i gågaden.

Der kan være byrum med specifikke ”temaer” i form af farver eller form eller planter. Ligeledes har en optimal bymidte, set med HF-søfart elevernes øjne, boligmuligheder tæt på eller direkte i centrum. Desuden er ungdomsarbejdspladser for unge studerende mellem 18 og 22 vigtigt, hvis man skal tage en by til sig som ung, og så er en bymidtes ”gæstfrihed” vigtigt for brugerne af bymidten.

Midtbyrummet

Det var nogle af pointerne som HF-Søfart eleverne kom frem til via deres arbejde, en lang formiddag i Frederikshavn. Men hvad mener du? Hvad er dine tanker og idéer om en dejlig bymidte? Du kan se mere til byudviklingsprojektet i MIDTbyrummet ved borgertorvet mellem biblioteket og borgerservice, som er åbent hver dag frem til september og læse meget mere om MIDTbyudviklingen her: www.facebook.com/MITfrederikshavn.

Kommunen vil den kommende tid invitere andre grupper af unge på lignende besøg.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...