Høj søgang i svømmebassinet
- Det er nu, vi har muligheden for at skabe en ny svømmehal i Skagen. Det synes vi, vi skal udnytte. I et samarbejde med private investorer. På én eller anden måde. Det er jo slet ikke belyst, hvilke muligheder, man kan forestille sig.
Det siger byrådsmedlem Anders Broholm (V).
Venstre har begæret sagen om svømmehal i Skagen i byrådet, og Anders Broholm mener, at de fremlagte forudsætninger, minder om, "når ét parti regner på et andet partis finanslovsforslag".
- Så får man de svar, man ønsker, men hvis vi vil og tør satse på udvikling, tror vi på, at det kan lykkes. I tæt samarbejde med skagboerne, selvfølgelig. Vi skal ikke stoppe en svømmehal ned i halsen på dem, men der findes også skagboer, der kan se perspektiverne, siger Anders Broholm.
BDO: Pligt om deponering
Et springende punkt er, hvad kommunen skal betale, hvis den kommunale svømning fremover skal foregå i en ny hal på private hænder.
Det udløser pligt til deponering af et beløb svarende til prisen for hallen.
Sådan lyder svaret fra revisionsfirmaet BDO, som Frederikshavn Kommune har rådført sig med i den aktuelle sag om, hvorvidt svømmehallen skal ligge i Skagen Kultur- og Fritidscenter (SKFC) eller i "Lille Skagen" på Hedeboskolens grund.
Ifølge BDO er der ingen vej uden om en deponeringsforpligtelse. Det vil sige, at kommunen skal deponere 50 millioner kroner på en spærret konto. Pengene frigives over 25 år med to millioner kroner om året.
Offentlig svømning
Kommunen har også spurgt revisionsfirmaet, om der er mulighed for at minimere deponeringsforpligtelsen, og ifølge BDO har revisionsselskabet ikke kendskab til modeller, hvor der ikke vil være deponeringsforpligtigelse, udover der hvor kommunen selv opfører og drifter svømmehallen.
Endelig har kommunen bedt BDO redegøre for, om kommunen kan slippe med at deponere et beløb, der svarer forholdsmæssigt til benyttelsen af svømmehallen til kommunalt formål - og herunder om offentlig svømning er "kommunalt formål", der udløser deponeringspligt.
Og, ja, det er det, lyder BDO’s svar:
"Offentlig svømning er et kommunalt formål (...) hvorved kommunalt tilskud til offentlig svømning i en lejet hal vil udløse deponeringsforpligtigelse for kommunen", svarer BDO.
Plus 4 millioner oveni
Ifølge kommunens egne beregninger vil det, udover de 50 millioner kroner i deponering, koste yderligere 4 millioner om året i tilskud, hvis kommunen flytter svømmehallen til "Lille Skagen", mens resten af SKFC fortsætter uændret, hvor det ligger i dag.
Dermed vil den årlige udgift ryge op på 8,9 mio. kr., hvilket er 4 mio. kr. mere end det årlige tilskud på 4,9 kr., SKFC får i dag.
Regnestykket ser således ud:
Kommunen skal fortsat afdrage 1,5 mio. kr. om året på den eksisterende gæld på 17,5 mio. kr. i SKFC.
Kommunen skal fortsat betale 0,9 mio. kr. i tilskud til idrætshallerne i SKFC.
Derudover kommer 5 mio. kr. om året i leje af den ny svømmehal, og endelig er indregnet 1,5 mio. kr. i driftsudgifter, på den måde, at man forudsætter, at samme udgifter og indtægter og samme åbningstider som i dag i SKFC.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.